Fik harpiks i fuldskægget

Det hele er bundet sammen af piller og plaster, siger Aalborg-kæmpen, der glæder sig till hele 14 dages ferie inden OL

Henrik Møllgaard med ansigtet ryddet for hårvækst jubler efter guldtriumfen. Foto René Schütze
Henrik Møllgaard med ansigtet ryddet for hårvækst jubler efter guldtriumfen. Foto René Schütze

Det har været en hård sæson og en vanvittig weekend med Champions League-finale i en uge, hvor alt kunne glippe for Henrik Møllgaard og Aalborg Håndbold. Lettelsen var til at spore efter fornyelsen af abonnementet på DM-guldet – den var faktisk Gigantiumsk…

Undervejs har Henrik Møllgaard så også midlertidigt mistet det fuldskæg, der kunne have indbragt rollen som model for rigsvåbnet. Onsdag lignede den vestjyske kriger en nyslået konfirmand. En godt og vel rutineret konfirmand…

Overtro eller harpiks?

-  På ingen måde overtro – mere harpiks kan jeg lige så godt sige. Det var også ved at være på tide.

Bliver det en permanent tilstand?

- Nej, nej, nej. Nu skal det lige have et par dage, og skægget er allerede godt på vej, synes jeg.

Var det catalansk harpiks, der drillede?

- Nej, det kom fra Benjamin Jakobsen. Han er den eneste, der bruger det dårlige harpiks, og det sætter sig. Med den mængde og så usoigneret, som skægget efterhånden var blevet, så måtte det af.

Du kan læse meget mere om Aalborg-truppens hemmeligheder her:

DM-guld er lig med sur champagne på en dampende varm aften i Aalborg. Foto: René Schütze
DM-guld er lig med sur champagne på en dampende varm aften i Aalborg. Foto: René Schütze
 

Henrik Møllegaard er smurt ind i champagne, og den skal være ham og gutterne vel undt på en aften, hvor guld og billetter til Champions League var på spil. Succes eller fiasko!

- Ja, og finaler, hvor alt er på et bræt, er oftest de sjoveste, og jeg er så glad for, at vi ikke skal stå og snakke alle mulige dårlige undskyldninger, hårdt program og det ene og det andet. Vi klaskede ikke sammen, og der var heldigvis masser af energi og lyst til at sætte det her på plads og sikre endnu flere oplevelser næste år.

Holdet landede efter Køln ud på natten i Aalborg. Pænt baldrede efter to kampe i Final 4 og en pæn snitter på 13 i finalen mod FC Barcelona.

- Folk var også smadrede tirsdag, men vi kender betingelserne, og når vi nu har ambitioner i Champions League, så var der kun én vej, og det var at blive dansk mester.

Er billetterne til Champions League på sin vis vigtigere end guldet?

- Ja, det er de på sin vis. Men man skal ikke underkende det at blive dansk mester, og vi er altid glade for at vinde. Sejren og DM-guldet redder jo hele sæsonen, i stedet for at vi skal stå og snakke om en fantastisk sæson, der endte i andenpladser og lige ved og næsten.

Truppen skal fejres på rådhuset torsdag, og lørdag/søndag er der dansk pokal Final 4 i Boxen. Derefter venter hele 14 dages sommerferie, inden Nikolaj Jacobsen samler OL-tropperne.

Hvad skal du bruge alle de dage til?

- Forhåbentlig til at få styr nogle af skavankerne, de begynder at hobe sig op.

Du har en mørkeblå storetånegl, det ved vi. Hvad døjer du ellers med?

- Jeg har lidt med knæet, som trækker alle mulige steder hen, og det har der slet ikke været tid til at få styr på. I øjeblikket er det hele bundet sammen på piller og plaster!