Han har efterhånden oplevet det hele.
Først i en gloværdig spillerkarriere, der desværre blev voldsomt knægtet af skader, og siden som træner på højeste niveau på både klub- og landsholdsplan.
Men i de voldsomt mange år, Nikolaj Jacobsen har arbejdet som træner, har han aldrig oplevet noget, der kommer i nærheden af det vanvid, Danmark oplevede i Kairo for to år siden.
Scenen var VM-kvartfinalen, modstanderen var værterne fra Egypten, og seancen var lige præcis så langstrakt og skrupskør, som afslutningen var en gigantisk dansk lettelse - og ditto utrolig skuffelse for egypterne.
For Danmark vandt opgøret. Men først efter to gange forlænget spilletid og en nervepirrende gyser af en straffekastkonkurrence.
- Det var en rutsjebanetur af de store, sagde Jacobsen, da han søndag eftermiddag holdt hof for den danske presse i Malmö Arena.
Artiklen fortsætter under billedet..
Snakken på pressemødet gik på først det danske hold og siden det egyptiske.
Og så kom spørgsmålet fra en af de tilstedeværende journalister:
- Hvordan husker du kampen i '21?
Og her skal det indskydes, at Danmark spillede 28 A-landskampe i 2021, men landstræneren var ikke i tvivl om, hvilken af de 28, der blev spurgt ind til.
- Det gik fra 1. halvleg, hvor vi havde godt styr på tingene og var småskuffede over kun at føre med tre, til en 2. halvleg, hvor få ting lykkedes, og hvor vi var halvt på vej ud, til en første forlænget spilletid med fornemmelse af at være i semifinalen, hvad vi så ikke var. Og så kom anden omgang, hvor Niklas (Landin, red.) holder os inde i kampen...
- Og så var vi sikre på straffekast. Hæ hæ hæ, grinede han sprødt, som han nok har gjort flere gange, når tankerne er vandret tilbage på det groteske optrin i den egyptiske hovedstad.
- Har du prøvet en vildere kamp som træner?
- Nej.
Hvad Nikolaj Jacobsen ikke fik med var, at Mikkel Hansen blev smidt ud for at kaste bolden væk, efter dommerne havde fløjtet. At egypterne udlignede i sidste sekund på straffekast kort efter og tvang kampen ud i anden omgang forlænget spillet, og at Magnus Landin gentog dette, da han sikrede straffekastkonkurrence med en scoring i sidste sekund...
Lad os håbe, Danmark sikrer sig gruppesejren på mindre dramatisk facon mandag.
Lukas Jørgensen tog pludselig et kæmpe spring i landsholdets interne bordtennis-liga, da Jacob Holm tog imod en udfordring