Før VM-finalen: Danmarks bedste må nøjes med at heppe

Stortalentet Niclas Kirkeløkke ville have været selvskrevet til VM-finalen i aften, men fynboen må nøjes med en kold dukkert i Smørmosen, mens han håber, han overhovedet kommer til at spille håndbold igen

Så lykkelig var Niclas Kirkeløkke for to år siden, da han som U19-spiller vandt VM-guld i Ungarn med finalesejr over Kroatien. I aften må det skadede stortalent nøjes med at heppe på drengene. (Foto: Aleksandar Djorovic)
Så lykkelig var Niclas Kirkeløkke for to år siden, da han som U19-spiller vandt VM-guld i Ungarn med finalesejr over Kroatien. I aften må det skadede stortalent nøjes med at heppe på drengene. (Foto: Aleksandar Djorovic)

SVENDBORG (Ekstra Bladet): Niclas Kirkeløkke dyppede lørdag eftermiddag kroppen i det det noget afkølede fladvand ved Smørmosen på Thurø, men på sin vis bliver dukkerten meget koldere senere lørdag aften:

Det håndbold-begavede stortalent med det sjældne svirp i håndled og brutale flæk i venstrearmen BURDE nemlig være klar til indmarch og nationalhymne i aften klokken 23, når det danske U21-landshold spiller VM-finale mod Frankrig i Brasilien.

Men det er den 21-årige fynbo ikke.

Tværtimod! Når humørbarmetret rammer lavtrykket, går den unge bagspiller stadig rundt og spekulerer over, om håndboldkarrieren simpelt hen er slut, før den for alvor fik lov til at springe ud i fuldt harpiks-flor.

- Jeg håber og tror, min skulder kommer til at fungere igen. Men jeg har da i mine sorteste øjeblikke været voldsomt i tvivl, og det er jo heller ikke sådan, at jeg trods lang pause og genoptræning nu er bare i nærheden af at kunne skyde for fuld kraft, siger GOG-spilleren.

Se også: Jagten på VM-guldet: Derfor topper de danske håndbold-talenter

Han er af sportschef Ulrik Wilbek, landstræner Gudmundur Gudmundsson, sin klubtræner Jakob Larsen og i øvrigt af resten af det håndboldkyndige ekspertkorps i hele kongeriget for længst udskreget som fremtidens helt igennem komplette bagspiller.

Defensivt begavet med en fornuftig fysik, offensivt begunstiget med et helt igennem fantastisk flæk med den eftertragtede venstrehånd og så i øvrigt med teknik, taktisk forståelse og en håndboldhjerne på højt niveau.

Niclas Kirkeløkke var med for to år siden, da flertallet af aftenens finalister som U19-landshold vandt VM-guld i Ungarn.

- Uden tvivl den fedeste håndboldoplevelse i mit liv indtil videre, og jeg vil da også sidde foran computeren i aften og håbe, forbindelsen ikke falder ud, og streamingen ikke hakker fuldstændig, for det er jo mit hold, selv om jeg ikke er der.

- VI har været fælles om dette projekt i fire år, og jeg kender hver eneste ind og ud – ikke så godt som på et klubhold, men det er altså tæt på. Det er et mandskab, hvor spillerne fungerer helt fantastisk sammen både på og uden for banen, siger Niclas Kirkeløkke.

Se også: Slog tyske favoritter: Danmark klar til VM-finale

U21-holdets finaleindtog er jo ikke mindst bemærkelsesværdigt i  og med, at holdet forunden Niclas Kirkeløkke savner andre helt store og blitzende profiler i forhold til for to år siden.

- De fighter helt vildt. Der er så meget team-spirit på det hold, og jeg tror, gutterne har momentum og nakker Frankrig i finalen. Det håber jeg helt vildt på, siger Niclas Kirkeløkke.

Lads os håbe, det går sådan. Og at GOG’eren bliver klar til i det mindste at spille håndbold igen. Skulder-leddet er kompliceret, og man skal aldrig spøge med en læderet ledblæbe, ved fynboen, der for længst har lært, at genoptræning er den grummeste og mest tidskrævende disciplin inden for al sport.

- Jeg er langt fra at kunne skyde igennem, men jeg har arbejdet hårdt på at træne skulderens bag-muskulatur op, så der er håb. Jeg sporer fremgang, selv om der har været mange tilbageslag undervejs, og jeg har da mere end en gang været nervøs for, at karrieren var slut næsten inden, den var begyndt, siger Niclas Kirkeløkke.

Se også: Landstræner: Finalen mod Frankrig er fuldstændig åben

- Det har gjort så ondt, at der bare ikke var nogen vej uden om at stoppe, og jeg har også bestemt, at dette år bl.a. skal gå med at udtænke en plan B i forhold til uddannelse, hvis jeg overhovedet ikke kan spille videre – eller kun i begrænset omfang. Men foreløbig håber jeg det bedste og tror, jeg kan tørne ud igen i efteråret, siger Niclas Kirkeløkke, der ofte er arkitekt på banen – og måske ender som ingeniør udenfor.

Danmark tabte i de indledende manøvrer med seks mål til Frankrig, som for to år siden røg tidligt ud af U19-VM.

- Der er sket det simple, at spillerne siden da har trænet og ædt sig til masser af muskler, og kombineret med en typisk fransk, fysisk og meget eksplosiv spillestil topper de nu. Men jeg tror stadig, mine kammerater kan ordne dem, siger manden, der desværre må nøjes med at heppe via en hostende net-forbindelse i aften.

Se også: Barcelona hjælper dansk stortalent

1 kommentar
Vis kommentarer