Første pointtab i sæsonen

Odenses tophold satte point til for første gang i sæsonen, mens Esbjerg ydmygede Nykøbing i HTH Ligaen

Jan Pytlicks kvinder smed point for første gang i sæsonen. Foto: Tim Kildeborg Jensen/polfoto
Jan Pytlicks kvinder smed point for første gang i sæsonen. Foto: Tim Kildeborg Jensen/polfoto

Efter 21 sejre i lige så mange kampe gik den ikke længere for Odense Håndbold i HTH Ligaen.

Lørdag tog Jan Pytlicks tropper imod TTH Holstebro, og opgøret endte 25-25, efter at Odense var foran 18-11 ved pausen.

Dermed satte Odense for første gang i sæsonen point til i ligaen, men holdet topper dog stadig rækken ganske overbevisende med 43 point og kan stadig kalde sig ubesejret.

Andenpladsen blev overtaget af Team Esbjerg, som hjemme nærmest ydmygede Nykøbing Falster Håndboldklub.

Sejren lød på hele 42-27 i den direkte dyst om andenpladsen, som gæsterne indtog før opgøret med 35 point.

Esbjerg nåede med sejren op på 36 point, og da København Håndbold hjemme slog Ringkøbing Håndbold 35-24, har københavnerne 34 point på fjerdepladsen.

Nykøbing havde ikke tabt i ligaen siden nederlaget til København i slutningen af oktober, men det blev der ændret på lørdag.

Her blev gæsterne allerede i første halvleg kørt rundt og måtte gå til pause bagud 11-20, og så var det op ad bakke i anden halvleg.

Nykøbing bragte sig ellers foran 4-1 i kampens indledning, men det var en kort fornøjelse, og med fire scoringer i træk gik Esbjerg fra 6-7 til 10-7.

Fem minutter før pausen øgede Line Jørgensen til 16-11, og det gik simpelthen for stærkt for gæsterne på dagen.

Estavana Polman forlængede i ugens løb kontrakten med Team Esbjerg for yderligere en sæson.

Det fejrede den 26-årige hollænder med seks scoringer i første halvleg og en total score i kampen på ti mål.

Samtidig stod Sandra Toft stærkt i målet, og det hele fortsatte efter pausen, hvor Nykøbing-træner Jakob Larsen ikke blev opmuntret på sidelinjen.

29-17 var Esbjerg således foran ti minutter inde i anden halvleg, og det handlede blot om at forsøge at minimere nederlaget for Nykøbing, der altså måtte se Esbjerg score hele 42 gange.

Herning-Ikast slog hjemme Skanderborg Håndbold 27-24, mens Aarhus United vandt 23-22 ude over Ajax København.

Se også: Bundesliga-topscorer? Dansk måltyv banker nye kasser ind

Se også: Klar til guldbrag: Viktor i overraskende problemer

Se også: Sir Alex vender tilbage til Old Trafford

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere