Første skridt mod et stort VM

Rene Toft-sagen må ikke spolere de danske muligheder for at lave et stort slutrunderesultat 

Landin og Gudmundsson taler detaljer på spillernes hotel. Foto: Lars Poulsen
Landin og Gudmundsson taler detaljer på spillernes hotel. Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Når man ser bort fra den irriterende Rene Toft albueskinnesag, så går det ellers ganske godt i den danske trup i Paris. Stort set alle smiler. Der er ingen skader. Forberedelserne har været gode, og landstræner Gudmundur Gudmundsson blev i går i lobbyen på Pullman Hotel flere gange taget i at skraldgrine. Og han er ellers en mand, som hellere vil fejre en OL-guldmedalje ved at gense finalen på video i stedet for at feste og drikke en par bajere med sine spillere.

Humøret er med andre ord højt, før det i aften går løs ved VM mod et argentinsk hold, der spiller med stor intensitet. Men efterhånden kender vi Gudmundsson så godt, at han tager alle kampe seriøst, og selv om Argentina ikke vinder medaljer, er det et hold, han ikke undervurderer. Det er der heller ingen grund til. 

VED VM for to år siden spillede vi også åbningskamp mod Argentina. Et stykke ind i 2. halvleg førte vi 18-12, og den hellige grav syntes velbevaret. Men anført af klassespilleren Diego Simonet fra den franske klub Montpellier indhentede argentinerne forspringet. Kampen endte uafgjort og blev således en kæmpe dansk skuffelse.

Den nedtur skal under ingen omstændigheder gentages. Det bliver den heller ikke. Gudmundsson har udviklet vores landshold i løbet af de to år, der er gået. Forsvarsmæssigt er der i dag meget mere struktur over foretagendet. Og i målet ser det ud til, at Niklas Landin er ved at nærme sig sit livs form. For første gang i flere år har han trænet optimalt op til en slutrunde, og han har ikke som tidligere været belastet af småskavanker. 

I ANGREBET har finurlige Morten Olsens indtog givet langt flere variationer i spillet. Morten Olsen er som Mikkel Hansen en matchvindertype, der også gør sine medspillere bedre. Sammenspillet mellem de to er ofte på et meget højt niveau, især når de husker at sætte tempo.

Danmark råder over en næsten komplet trup. Jeg skriver næsten, fordi vi ikke har alt for mange tovejsspillere. 

Typer som Michael Damgaard, Kasper Søndergaard og Morten Olsen gør sjældent fyldest i forsvaret, og derfor er landsholdet ofte tvunget til at spille med to og indimellem også tre forsvars-angrebsudskiftninger.

Det er en viden, som dygtige modstandere vil forsøge at udnytte. Især når vores angribere har den lange vej til udskiftningsbænken. 

Her vil de forsøge at tvinge Søndergaard og Damgaard med ned i forvaret. Gudmundur Gudmundsson er klar over problematikken, og derfor har en del af træningen været brugt til at afprøve alternative forsvarsopstillinger.

VI HAR før set, at Lasse Svan i nødstilfælde kan dække en back, og så må Kasper Søndergaard tage fløjen. 

I den modsatte side afprøvede landstræneren Magnus Landin som back i kampen mod Island. 

Det klarede unge Landin fint, og så må Michael Damgaard eller Morten Olsen tage fløjen, hvis de ikke ikke når at blive skiftet ud. 

Også den udfordring ser ud til at blive løst, og derfor er der stadig kun grund til optimisme. 

Det kan blive et stort VM for dansk håndbold. Med eller uden Rene Toft.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere