Formidabel målmand afviste Mikkel og Paris: Det gik da okay

Emil Nielsen stod formidabelt og pillede totalt pynten af de franske storskytter, men målmanden måtte alligevel nøjes med at være tæt på sensationen mod Mikkel & Co.

Emil Nielsen pillede fuldstændig pynten af stjernerne fra Paris. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Emil Nielsen pillede fuldstændig pynten af stjernerne fra Paris. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

HERNING (Ekstra Bladet): En mand strålede over alle andre: Emil Stabil fra Skjern!

Den 21-årige aarhusianer er på sine bedste dage svær at passere – bare spørg Mikkel Hansen, Uwe Gensheimer, Nedim Remili og et par stykker til fra en vis parisisk håndboldklub.

Emil Nielsen terroriserede de franske skytter, fløje og strege, og den unge mand i blåt holdt i den grad Skjern inde i kampen i den spæde start, da han totalt lukkede buret af. Paris bragte sig først i front 2-1, da der var spillet ti minutter. Da stod Emil Nielsen allerede bonet for syv solide parader. Han nåede 20 i alt!

Men nok er manden fra øst. Han har på en sæson og en sjat fuldstændig underkastet sig vestkystens hårde skepsis mod tillægsord og modstand mod selvros.

Det gik meget godt, ikke?

- Det var okay. Jeg synes, vi kæmpede, og det var virkelig vigtigt. Jeg synes også, vi havde fortjent sejren. Det er virkelig synd, vi tager afsted med ingenting. Så må vi tage det med, vi kan – og det er, at vi har leveret en sindssyg god præstation mod verdens måske bedste hold. Vi viste det sidste år mod Veszprem, og nu har vi gjort det igen. På dagen kan vi drille alle.

Har du siddet i dagevis og boget skudstatistikker på Mikkel og de andre?

- Ikke mere end normalt. Jeg kigger vel et par kampe igennem, og så er det dét. Som i den danske liga.

Det virkede meget godt i dag…

- Jow, det var okay. Vi kæmper røven ud af bukserne.

Hold nu op: Du spiller et brag af en kamp, nu må jeg sige det, som det er!

- Tak for det. Tak. Det var en fin kamp. Uden tvivl. Men vi er et hold, og jeg kunne ikke gøre det alene – det er vigtigt at huske.

Men det også vigtigt at huske, at du er østjyde! Du behøver ikke være så beskeden…

- Haha. Jeg lærer hurtigt. Men igen… Det var en god kamp, jeg står fint, og det kan jeg også selv tage med videre i en sæson, der har været lidt op og ned både i forsvar og med vores målmandspræstationer. Der er helt sikkert masser at tage med.

Det ligner lidt en fejl, at du ikke er med i den næste landsholdstrup. Hvad tænker du?

- Det ved jeg ikke. Det er jo Nikolajs valg, og jeg vil gøre alt for at komme med. Min drøm er selvfølgelig at komme med til VM på hjemmebane i januar. Det kunne være kæmpestort og en drengedrøm. Nu fik jeg debut sidste år, og jeg har fået blod på tanden. Det vil jeg rigtigt gerne prøve igen.

Så langt kunne man drive Emil Nielsen efter en ægte håndbold-thriller, hvor fanden tog ved Thomas Mogensen. Veteranen kom med voldsom udstråling, dirigerede – og smadrede selv ti kugler i kassen.

Den må være svær at sluge?

- Ja, og det er jo det, der et eller andet sted er vanvittigt: At man skal stå her og være træt af at tabe knebent til Paris. Men jeg har svært ved at finde glæde ved det. Jeg ved godt, vi spillede en rigtigt god kamp, men lige i nuet er det mega frustrerende.

Har de dommertække til sidst?

- Jeg synes i hvert fald ikke, der var straffe på den sidste. De spiller syv mod seks, og han hopper ind over og brænder – jeg kan ikke se, hvorfor det skal belønnes. Slet ikke på udebane i Champions League. Lad mig sige det på den måde: Jeg er ikke sikker på, vi havde fået den i Paris …

I onsdags tabte i hjemme med tre til KIF - hvad er det med jer?

- Jamen… Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Kampene kommer væltende, og vi prøver at ramme et niveau, så vi kan præstere hver tredje dag. Det har været nogle udfald, og dem kæmper vi selvfølgelig med. Men hånden på hjertet: Når du går ind i Boxen med 7000 tilskuere og møder Paris, så er det nok lettere at finde gnisten, men det ændrer ikke på, at indsatsen mod Kolding var fuldstændig uacceptabel, siger Thomas Mogensen.

- Det var en fed oplevelse, der viser, at vi kan spille rigtigt godt, og når vi ikke gør, så bliver det noget værre rod. Vi har set begge ender af vores niveau på en uge.

Se også: KÆMPE CL-drama: Skjern var tæt på sensationen

Se også: Mikkel Hansen hamrer sig til tops - skriver historie i Frankrig

Henrik Møllgaard er hjemme i Aarhus igen. Udflugten til Paris skulle egentlig kun have varet i ti måneder, men der gik tre år, før familien flyttede hjem igen. Foto: Ernst van Norde Sport og Spil Monsieur Møllgaard: Sådan lærte jeg at tale tysk - i Paris

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere