Forundret dansk legende: - Det har tenderet til det arrogante

Danmark var bookmakernes absolutte topkandidat til EM-titlen, og Lasse Svan har ikke forsøgt at løbe fra den status. Men favoritværdighedens størrelse har været unuanceret, påpeger veteranen, som stadig agter at få metal med hjem fra sin sidste slutrunde

Jan Jensen fælder dom over nederlaget i semifinalen - og ser frem mod bronzekampen.
Følg Håndbold

BUDAPEST (Ekstra Bladet): Der har været talrige højdepunkter og mindeværdige oplevelser undervejs, men det ender ikke som i et eventyr.

Lasse Svans sidste slutrunde med landsholdet bliver i bedste fald med en EM-bronzemedalje som punktum. Og det faktum gør selvsagt ondt på den 38-årige veteran.

Legenden var slukøret, men fattet, da han bandt sløjfe på semifinalen, hvor Spanien sendte Danmark dybt ned i sækken og snørrede helt til.

- Lige det øjeblik, hvor kampen slutter, er jeg godt klar over, at jeg ikke får en guldmedalje med hjem. Det havde jeg selvfølgelig ønsket mig. Det havde vi alle sammen.

- Men en ting er, hvad man ønsker. Noget andet er, hvad man får. Og hvad man arbejder sig til. Der må vi bare sige, at i dag havde vi ikke fortjent at vinde, fortæller Svan.

Han har længe vidst, at dette ville blive den sidste tur med kliken. Og selv om udflugten til Ungarn ikke slutter som håbet, behøves rejsen ikke at ende med ingenting.

- For mit eget vedkommende kunne jeg utrolig godt tænke mig at komme hjem med en medalje. Det er hovedmålet for os lige nu. Jeg tror ikke, der er nogen, som er interesseret i at komme tomhændet hjem, lyder det fra fløjspilleren.

Lasse Svan har stadig en kamp tilbage med landsholdet. Foto: Ferenc Isza/Ritzau Scanpix
Lasse Svan har stadig en kamp tilbage med landsholdet. Foto: Ferenc Isza/Ritzau Scanpix

Upåvirket af favoritrolle
Svan og Danmark får chancen for at revanchere sig i bronzekampen mod Frankrig, men det etablerede angrebsspil skal sandsynligvis tilbage på vanligt niveau, hvis der skal metal om halsen i Budapest.

I fredagens semifinale var offensiven i store problemer hos det mandskab, der af eksperter og bookmakere ellers har været udpeget som den største guldkandidat overhovedet.

Flensburg-spilleren forsøger ikke at drible uden om favoritrollen, men han mener alligevel, at det har været lige på grænsen, når der er blevet talt om Danmark … og alle de andre.

- Jeg synes, at vi har et fantastisk hold, så vi vil altid være blandt favoritterne. Men jeg synes også, at det har tenderet til det arrogante, hvor store favoritter vi har været fra start, siger Svan.

- Det er ikke noget, som har påvirket os. For vi vidste udmærket godt hvilken udfordring, vi stod over for, og hvor benhård en turnering, det her er. Du skal være dygtig for at komme hele vejen. Jeg har nået finalen to gange ud af, jeg ved ikke hvor mange forsøg.

- Det er en utrolig svær opgave, og det til trods for at vi har haft et hold, som har været blandt medaljekandidaterne hver eneste gang, vi har spillet EM, fortæller han.

Det var de også denne gang. Og favoritværdigheden i bronzekampen kan de næppe heller løbe fra.

Der er altid et stort pres på de bedste. Det er bare ikke altid, de står imod det. Fredag aften var en af de gange. Desværre for Svan og desværre for Danmark.

En enkelt mail ændrede Anjas liv: Nu er hun en vigtig del af landsholdet. Få historien i PLUS-artiklen her.

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+