Frankrig møder Rusland i EM-finalen

Værtsnationen Frankrig var for stærk til sidst og slog Holland 27-21 og blev klar til EM-finalen mod Rusland

Frankrig var for stærke for Holland i semifinalen. Foto: AP
Frankrig var for stærke for Holland i semifinalen. Foto: AP

De franske værter er en enkelt kamp fra den store triumf ved EM i håndbold for kvinder.

Fredag spillede franskmændene sig således i EM-finalen, da Holland efter en lige første halvleg blev knækket og besejret 27-21.

Dermed blev Frankrig klar til finalen, hvor Rusland venter, efter at russerne tidligere fredag vandt over Rumænien.

De franske kvinder fik dog en træg start med gult kort til både Estelle Nze Minko Nze og Grace Zaadi samt flere brændte chancer i træk.

Med et underhåndsskud fra Estelle Nze Minko markerede værtsnationen sig endelig på måltavlen efter fem minutter.

Særligt et aggressivt fransk forsvar gjorde ondt på de hollandske kvinder, der tilsyneladende bukkede under for presset med mange tekniske fejl.

To hurtige kontrascoringer bragte værtsnationen i front med 4-2 efter syv minutter, og så skulle man tro, at de regerende verdensmestre havde fundet tempo og spil til at stikke af.

Sådan gik det dog ikke, da hollænderne kom tilbage med stjernespilleren Nycke Groot i den styrende rolle.

Hun drev energisk holdets kontrafaser og leverede også selv tre scoringer i første halvleg.

Det gav en lige halvleg og betød, at Frankrig blot var foran 12-11 i pausen.

Holland fik en flyvende start på anden halvleg og var hurtig til at tage initiativet med en udligning til 13-13 efter tre minutter.

Det blev også 14-14, inden Frankrig stak af med fire scoringer i træk, og værterne virkede overlegne.

Selv kampens første udvisning i to minutter efter 37 minutter til franske Béatrice Edwige kunne ikke bringe værtsnationen i knæ.

I stedet at øgede Frankrig forspringet med et hurtigt kontramål i undertal.

Efterfølgende skabte EM-værterne igen afstand med yderligere tre mål i træk og bragte sig foran 21-15 med et kvarter igen.

Det var mere, end danske Helle Thomsens hollandske mandskab kunne hente i kampens sidste minutter.

Sejren og pladsen i EM-finalen blev fejret af 11.000 ellevilde franske tilskuere i Paris, som jublede sammen med de franske spillere.

Se også: Russiske favoritter er i EM-finalen

Se også: Norske håndboldkvinder tæsker Sverige

Se også: Håndbold-succes: To danskere i finalen

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere