Frankrigs verdensmestre nedlægger Serbien

Frankrig fik sin anden sejr ved VM i herrehåndbold, da Serbien i Tyskland blev besejret med 11 mål lørdag

De franske spillere, Fabregas og Guigou, scorede tilsammen 8 mål i Frankrigs sejr mod Serbien. Foto: Ritzau Scanpix
De franske spillere, Fabregas og Guigou, scorede tilsammen 8 mål i Frankrigs sejr mod Serbien. Foto: Ritzau Scanpix

Frankrig endte med at løbe Serbien over ende, da de to nationer tørnede sammen ved VM i herrehåndbold lørdag.

De franske verdensmestre vandt i Mercedes-Benz Arena i Berlin med 32-21, og dermed har Frankrig fire point i gruppe A ligesom Tyskland.

Det danske dommerpar med Mads Hansen og Martin Gjeding ledede opgøret, som var tæt i indledningen, indtil Frankrig satte tingene på plads.

Den franske avis Le Parisien meddelte lørdag, at superstjernen Nikola Karabatic var på vej tilbage til den franske VM-trup, men at han ikke ville komme i kamp lørdag.

Mikkel Hansens holdkammerat fra Paris Saint-Germain blev opereret i den ene fod i oktober, og det var ikke ventet, at han ville kunne spille VM.

Nikola Karabatic blev dog skrevet ind i bruttotruppen på 28 spillere for en sikkerheds skyld, men han var ikke i kamp lørdag aften.

Her fulgtes Frankrig og Serbien ad i det meste af første halvleg, og Nantes-spilleren Romain Lagarde udlignede til 9-9 for Frankrig efter 22 minutter.

Så skruede verdensmestrene op og øgede til 13-9, inden Vanja Illic reducerede på et straffekast.

Frankrig kom foran 14-11 og scorede igen, inden Serbiens Ivan Mosic snød hele den franske mur og den franske keeper og reducerede til 12-15 på et frikast i halvlegens sidste sekund.

Frankrig tog fra efter pausen med fem scoringer mod Serbiens ene og bragte sig foran 20-13 efter otte minutter.

Serbien virkede knækket, selv om Bogdan Radivojevic reducerede til 17-23 med et kvarter igen. Frankrig var ikke effektiv på alle afslutninger, men kom med tålmodighed til rigeligt med muligheder.

Mathieu Grébille øgede fra fløjen til 25-17, og da var spændingen i kampen forduftet, og det handlede udelukkende om sejrens størrelse.

Se også: Ny dansk VM-massakre - Tunesien smadret


Se også: Dansk VM-profil indrømmer: Det er måske slut

Se også: VM-hug: Norge smadrer Saudi-Arabien

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen