Frankrigs håndboldherrer var på randen af EM-exit onsdag aften, men endte med at stryge i semifinalen efter en kneben sejr over Danmark.
Danmark, som allerede var klar til semifinalen inden opgøret, var foran 27-22 i anden halvleg, men endte med at tabe 29-30 efter en flot slutspurt af Frankrig.
Den vikarierende franske landstræner, Erick Mathe, var lettet ovenpå den dramatiske sejr.
- Det var en meget hård kamp. Vi begyndte meget skidt. Defensivt var vi ikke oppe på det niveau, vi ønskede at være på. Vi hang efter i hele kampen, men vores motivation for at jagte vores drøm var stor.
- Energien var på vores side i de sidste minutter, fordi vi ønskede at komme i den semifinale.
- Det var en meget vanskelig kamp mod Danmark, et utroligt mandskab, men jeg er stolt af mit hold, siger Erick Mathe til turneringens hjemmeside.
Erick Mathe overtog styringen af holdet, da landstræner Guillaume Gille blev ramt af coronavirus. Gille har været fraværende i Frankrigs tre seneste EM-kampe.
Den franske back Dika Mem, som scorede otte mål i kampen, roste holdets evne til at aldrig at give op.
- Det var en vigtig kamp for os. Vi spillede ikke godt før de sidste ti minutter. Danmark spillede fantastisk, men vi blev ved med at tro på os selv til det sidste.
- Jeg stoppede ikke med at tro på mig selv. Jeg ved, at jeg har den slags kampe i mig. Selv om jeg havde en dårlig første halvleg, ønskede jeg at vise noget andet.
- Det vigtigste er, at vi er i semifinalen, siger Dika Mem.
Den franske sejr betød, at Island gik glip af semifinalen.
Danmark skal møde Spanien i sin semifinale fredag klokken 18, mens Frankrig tørner sammen med Sverige fredag klokken 20.30.