Fyrtårn viste VM-form da Danmark smadrede Ungarn

Nikolaj Markussen spillede et brag af en halvleg og smadrede sammen med Nikolaj Øris Ungarn sønder og sammen

Nikolaj Markussen var den store oplevelse i sejren over Ungarn. Foto: Henning Bagger
Nikolaj Markussen var den store oplevelse i sejren over Ungarn. Foto: Henning Bagger

AARHUS (Ekstra Bladet): Danmark tørrede gulv med en flok stakkels og hjælpeløse ungarere. Nikolaj Jacobsens tropper indledte togtet mod VM med en stensikker sejr på 33-19 efter mageløse 19-10 ved pausen.

To fejl på de første 30 minuttet var alt. Temmelig imponerende al den stund, at VM-kampagnen bestemt ikke har kørt fuldstændig lydefrit hidtil, men foran en tætpakket hal i Aarhus var der ikke meget slinger i valsen.

Nikolaj Markussen strålede af indlysende årsager højere end de fleste andre specielt i første halvleg, hvor han hakkede bolde i boksen, leverede assists efter noder og skaffede plads til kollegerne i et væk. Til gengæld gik der social-volley i den efter pausen, hvor den 211 cm lange BSV’er både fejlede og gik mere op i flinkt at servere eksempelvis rookien Simon Hald på stregen.

Fyrtårnet skal bare fyre løs, når mulighederne er der!

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Henning Bagger
Foto: Henning Bagger
 

Første halvleg var blændende. Slutningen flot – men 20 minutter af anden omgang af løjerne i Aarhus blev en lidt anden historie, hvor der også blev sparet på A-kæden og givet spilletid til Simon Hald, Martin Larsen og Johan Hansen. Det blev en lidt slingrende affære og 30 minutter med fejl og mangler, wow og flutter – men føringen blev trods alt udbygget frem mod de imponerende slutcifre på måltavlen.

Det har ikke været nogen nem rute frem mod dette tidspunkt – en uge inden VM-start i Royal Arena. Først forsvandt venstrehåndsskytten Niclas Kirkeløkke med en korsbåndsskade, der har lavet rav i alt omkring landsholdet – offensivt og defensivt.

Men hvad gør det, når Nikolaj Øris bare banker bolde i boksen efter noder, og når den mand først kommer ind under tre-meteren, så spræller selv en klassekeeper som Roland Mikler forgæves i bestræbelserne på at redde skuddene fra manden, der efterhånden er så langskægget, at han kan finte keepere fra koncepterne med håret under hagen.

Fem missiler hakket ind allerede inden pausen, og den tårnhøje kollega i modsatte side, Nikolaj Markussen, lod ikke makkeren meget tilbage at høre. Fem fuldtræffere, han trak straffekast, leverede assists, skaffede rum til Rasmus Lauges stående skud og har en afgørende rolle som croupier, når Danmark er i overtal.

211 cm høje Markussen har et vist overblik – og nu har han oven i købet makkeren hjemme fra BSV til at ligge og pumpe bolde modsat. Det lover godt for et landshold, der allerede onsdag måtte vinke farvel til Mikkel Hansen, der høvlede mod København for at blive far – eller måske ligefrem ER blevet det.

Den nyhed ligger gemt et eller andet sted mellem privatlivets fred og EU’s persondatalovgivning.

Uden Mikkel, uden Hans Lindberg og uden Henrik Toft, der er skadet og ude de næste to uger gik det helt fornuftigt mod Ungarn – for nu lige at underdrive en anelse.

Magnus Landin bestod testen som forsvarsback, skytterne smaskede bolde i kassen, Jannick Green på fuld tid havde ikke vold-mange redninger – men mange pænt store. Danmark møder Ungarn igen på søndag i Odense, og spørgsmålet er så, om Mikkel Hansen er klar til dén tørn.

Eller om han kan spille sig på holdet…

Nikolaj Jacobsen må være en tilfreds mand efter storsejren. Foto: Henning Bagger
Nikolaj Jacobsen må være en tilfreds mand efter storsejren. Foto: Henning Bagger
 

Se også: Mikkel Hansen forlader VM-lejren

Nicklas Bendtner blev idømt 50 dages fængsel for vold mod en taxachauffør. Foto: Mogens Flindt Skandinavien - 3. jan. 2019 - kl. 19:12 Bendtner viser fodlænken frem: Her er hans besked til taxachaufføren

Se også: Avis: Dansk landsholdsrytter taget for doping

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere