Gamle drenge i drama: Kolding slået i semifinale

BSV slog Kolding i dramatisk semifinale

Bo Spellerberg og Kolding tabte første semifinale (Foto: Claus Bonnerup)
Bo Spellerberg og Kolding tabte første semifinale (Foto: Claus Bonnerup)

SILKEBORG (Ekstra Bladet): De gamle drenge kan endnu. Når sæsonen spidser til, fornægter rutinen sig ikke, og folk som Lars Jørgensen, Bo Spellerberg, Michael V. Knudsen, Søren Rasmussen og Kasper Hvidt – for nu lige at nævne en håndfuld – kaster sig rundt på banen, så det hviner i samtlige ledbånd og knager i hver en slidt vene.

Alt er åbent før returkampene i de to DM-semifinaler – det er vist den eneste stensikre konklusion. GOG tabte hjemme med 27-28 til Tvis Holstebro, og BSV slog i en hæsblæsende affære KIF Kolding København 24-23 efter 10-10 ved pausen.

Alt afgøres i returkampene hhv. lørdag og søndag i Holstebro og Kolding.

Når Kasper Hvidt har sin første redning efter 14 minutter og otte sekunder – for nu at være helt præcis – så kunne det jo teoretisk antyde, at veteran-keeperen simpelt hen har en dårlig dag på jobbet. 

Det er sjældent tilfældet. Heller ikke denne onsdag aften. Den gamle mand på 40 i gult havde simpelt hen bare ikke chancen for at få krydset sig af på keeper-boardet, fordi forsvaret foran ham effektivt smækkede alle luger i, så det peb i samtlige rustne møtrikker – og BSV-skytterne enten blev fanget eller skød forbi.

BSV-træner Peter Bredsdorff jubler over sejren (Foto: Claus Bonnerup)
BSV-træner Peter Bredsdorff jubler over sejren (Foto: Claus Bonnerup)
 

Se også: Fynsk bomber skadet før semifinale

Se også: Kronborg erstatter svensk målmandslegende som assistent

 I den anden ende… Same shit. 39-årige Søren Rasmussen tog også dygtigt fra bag en lige så effektiv Bjerringbro-defensiv, uden at nogen af keeperne nåede astronomiske parade-tal. Hhv. seks og fem – de tog bare de helt store, frie chancer, som gode målmænd har for vane at gøre det i DM-semifinaler.

Aftenens fornemste redning skal dog tilskrives en markspiller… Koldings fløjspiller Sebastian Augustinussen fik trøjen på i to undertal – og nåede ikke at bytte med Kasper Hvidt nogle af gangene. Første gang blev han reddet og fik en hurtig lektion i spansk og undertalsspil af cheftræner Carlos Ortega.

Anden gang måtte løbe – eller snarere stå – spidsrod under et passende langt BSV-angreb og endte faktisk med at redde Sebastian Skubes forsøg ind over stregen!

10-10 ved pausen. Ikke ligefrem noget mål-orgie, og sådan skal dét helst være, når to af det klistrede riges allerbedste håndbold-mandskaber tørner sammen i en semifinale, hvor år-ringene i dén grad markerer, at der er vognlæs af rutine og oceaner af landskampe noteret i søfartsbøgerne.

En duel i duellen – Bo Spellerberg mod 213 cm lange Nikolaj Markussen – kan passende forklare lidt af, hvad der gjorde forskellen i en kondens-dryppende Jysk Arena, hvor der dæleme ikke var brug for Larsens dyner for at holde varmen.

Da den gamle og den unge begge havde dyret syv skud af, havde veteranen blot misset ét forsøg – BSV-spilleren hele fem! Det skal dog noteres, at den lange tårn-flækker fra BSV siden hen plaffede et par værdifulde missiler ind bag Kasper Hvidt i en kamp, hvor begge målmænd kun udbyggede storspillet efter pausen.

BSV havde chancen for at slå et hul i slutningen af første halvleg og førte 10-8 – blot for at se gæsterne æde det rub og stub, ikke mindst på Lasse Anderssons helt forrygende underhånds-smæk i nettaget i halvlegens sidste mikro-sekund.

KIF gik i front12-10 kort inde i anden halvleg og førte på et tidspunkt med fire – 19-15 – i en periode, da Kasper Hvidt havde sømmet brædder for buret. BSV halsede tilbage i kampen ved 20-20, og tilskuerne var godt oppe at koge.

Brølet flænsede luften i hallen, da dommerne blæse opgøret af – som havde Dyne Larsens drenge vundet Champions League.

Vi glæder os allerede til fortsættelsen på dramaerne i weekenden!

Fotos fra kampen (Foto: Claus Bonnerup)

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere