Genial plan: Storklub vil have overskud

- Nu handler det om overlevelse – ikke om Champions League, siger veteranen Rikke Skov om Viborg HK’s dødskamp

Rikke Skov må forlade pokalfinalen sidste år med en skade - lige nu er det klubben Viborg HK, der er hårdt ramt på eksistensen. (Foto: Ernst van Norde)
Rikke Skov må forlade pokalfinalen sidste år med en skade - lige nu er det klubben Viborg HK, der er hårdt ramt på eksistensen. (Foto: Ernst van Norde)

Rikke Skov kan se tilbage på tre Champions League-triumfer, og det var så dét! Der kommer ikke flere.

Viborg møder ganske vist montenegrinske Buducnost om halvanden uge i den første af to kvartfinale-kampe, men i virkeligheden har den tidligere jyske storklub nok at gøre onsdag aften i Randers, hvor det tilsvarende gælder kvartfinale – men om det danske mesterskab.

Efter sæson på sæson at have pumpet ti mio. kroner ud af egenkapitalen, har lederne i domkirkebyen nu langt om længe erkendt, at det er slut. Den næste gravende næve i kassen får træsplinter op under neglene!

Se også: Viborg-profil efter grimt angreb: Ikke vores skyld!

- Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at Viborg HK går konkurs og lukker. Tanken er fuldstændig uvirkelig, fordi koblingen mellem håndbold og Viborg bare er så kraftig. Det ville være katastrofalt for byen, hvis der ikke var et godt håndboldhold, siger Rikke Skov.

Den 34-årige hardhitter erkender blankt, at der skal bygges op forfra:

- Vores direktør Nikolai Norup har lagt kortene på bordet, og det er enormt godt og vigtigt. Den økonomiske kurs skal ændres, og klubben skal have hjælp udefra, og derfor er det vigtigt, at klubben bliver troværdig igen. Det håber jeg, folk kan og vil se, siger Rikke Skov.

I den seneste fondsbørsmeddelelse skriver klubben bl.a. om den ny start, at klubben skal drives ’økonomisk ansvarligt’ med ’overskud’ – og vil ’etablere et godt dameligahold, som vil kunne begå sig i den danske turnering. Holdet vil bestå af lidt færre stjerner men med større bredde.’

Se også: Viborg HK henter profil tilbage

Genial plan! Men farvel Champions League og til alle de andre drømme, der så længe blev finansieret af penge, man ikke tjente.

- Vi kommer ikke til at vinde Champions League næste år eller året efter. Men måske kan klubben igen om ti år gøre sig gældende på højeste europæiske niveau. Lige nu har vi ikke holdet til top 4 – lige nu handler det ganske enkelt om at overleve, siger Rikke Skov.

Viborg spiller onsdag aften i Randers. De to jyske klubber mødtes for tre år siden i DM-finalen, men der er løbet meget vand – og endnu flere penge – i stranden siden.

Se også: Viborg HK bekræfter: Vi har fyret Dalmose

- Som det ser ud lige nu, er chancen for at gå videre fifty-fifty – det må man bare erkende ud fra et fagligt synspunkt. Det vil selvfølgelig være rigtig skidt for os, hvis vi ikke kommer videre, men som sæsonen har været, skaderne er kommet og klubbens tilstand i øvrigt, så vil jeg ikke sige, det er en katastrofe, hvis vi ikke kommer videre, siger Rikke Skov.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere