Gidsel binder sig til GOG

Den 22-årige håndboldspiller har forlænget kontrakten med den fynske klub frem til sommeren 2024

Mathias Gidsel fik slutrundedebut på det danske landshold ved VM i januar. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mathias Gidsel fik slutrundedebut på det danske landshold ved VM i januar. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller Mathias Gidsel har forlænget kontrakten med GOG.

Det skriver den fynske klub på sin hjemmeside. Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2024.

Meddelelsen kommer, få øjeblikke efter at GOG søndag sikrede sig førstepladsen i grundspillet i herrernes håndboldliga.

Den placering har 22-årige Gidsel haft stor indflydelse på efter en fantastisk sæson fra hans venstrehånd.

Samtidig er han braget ind på landsholdet. Han fik slutrundedebut ved VM i januar og spillede en nøglerolle i holdets succes, der førte hele vejen til guldmedaljerne.

Han kom også på allstar-holdet, og udlandet fik for alvor øjnene op for den unge dansker.

Men udlandet må vente lidt endnu, siger Gidsel.

- Jeg drømmer selvfølgelig også om at komme til udlandet og spille en dag, men når jeg ser på min udvikling i GOG og klubbens position i toppen af dansk håndbold, så er det det helt rigtige for mig at blive her lige nu.

- Det andet skal nok komme en dag, siger han til GOG's hjemmeside.

I GOG er man også glad for, at Gidsel vil vente lidt med udlandseventyret.

- Jeg er meget glad og stolt over, at det er lykkedes at fastholde en så stor profil i klubben – og især når det er et talent, vi har udviklet, siger klubbens direktør, Kasper Jørgensen.

- En af vores egne. En allstar-spiller fra VM. En spiller, der har leveret på et utrolig højt niveau for både GOG og landshold den her sæson. Det betyder rigtig meget for holdet og klubben, siger han.

Mikkels mystiske fravær

Overvejer forbud i omklædningsrummet

TV-fodbold uden VAR? Alle 2. divisionskampe kan ses live i Ekstra Bladet+

Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt