GOG-amok: Tilbage på toppen efter 11 år!

GOG er for første gang i 11 år tilbage i kampen om DM-guldet efter dramatisk sejr over Skjern i tredje og afgørende semifinale

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Så lykkedes det endelig!

Sidste år blev de unge GOG-spillere dræbt over tre semifinalekampe af de erfarne vestjyder fra Skjern, og det så også kulsort ud i lange periode i dette års udgave af det gul-grønne træf. Men for første gang siden 2008 er fynboerne nu klar til at spille om det DM-guld, de så tit tog sig af frem til konkursen og tvangsnedrykning til 2. division i 2010.

GOG møder efter 11 års finale-fravær Aalborg i den første DM-finale på søndag i Aalborg efter en slidsom sejr på 28-25 over Skjern. GOG vandt hjemme den første semifinalekamp med præcis de samme cifre og tabte så 30-31 i Skjern forleden.

Det holdt hårdt for de unge GOG-talenter, der kom bagud 6-12 efter 23 minutter af en kamp, hvor em og fugt dampede ned fra tagkonstruktionen i en feberhed hal derude på markerne i Gudme. Skjerns målmand Emil Nielsen havde igen fuldstændig fat i de nervøse GOG-skytter, fløjekvilibrister og stregspillere og stod en første halvleg på 47 procent.

Meget godt af en mand, der blev vraget til landsholdet af Nikolaj Jacobsen, der offentligt forklarede, at den 22-årige østjyde er ’useriøs’ og ikke passer den specialtræning, DHF forsøger at stille til rådighed. Emil Nielsen dalede – igen – i en anden halvleg, hvor hjemmeholdet langt om længe slap taget i bremserne.

Stortalentet Niclas Kirkeløkke bankede ni skud ind på 13 forsøg, mens kollegaen i modsatte side, Lasse Møller, havde større problemer med at få sine skud ind. GOG’eren fik ovenikøbet et ordentligt gok i klokkeværket via Bjarte Myrhols knæ i starten af anden halvleg og måtte stærkt lidende ile ud til bænken, hvor han fluks flåede en pose is op af boksen og fik den anbragt på rette sted i bukserne.

Stillingen var 9-13 ved pausen, og 17 minutter før tid førte Skjern fortsat med fire ved 15-19, men en kombination af Frank Mikkelsen ind i målet og flere Skjern-fejl i rap gav hjemmeholdet kontakt 18-19, der dog hurtigt blev til 18-22.

GOG nåede på lige ved 23-23 fem minutter før tid og 25-23 et minut senere, og så begyndte selv veteranerne hos Skjern at bumme. To tekniske fejl af Thomas Mogensen og en afbrænder af Bjarte Myrhol på ’TV-Frank’ gav nemme muligheder i den anden end, hvor selv Emil Nielsen var prisgivet.

Lasse Møller slap så nådigt fra en dobbeltdribling, der gav scoring til 27-24. Og den unge skytte var da også i stand til at tale uden fistelstemme efter nedisningen tidligere i Gudme:

- Jeg var tæt på at græde. Jeg fik is på, og så gik jeg lige ud og pissede. Det sved lidt, men så var jeg klar igen, siger den 22-årige bomber til TV2 i sekunderne oven på triumfen.

- Alle er trætte, men jeg tror, vi havde flere at skifte med. Jeg er sgu så træt, at jeg ikke ved, hvad jeg selv hedder, siger manden, som vi så kan afsløre hedder: Lasse Møller.

Søndag skal han være klar igen i første DM-semifinale i en serie, hvor Aalborg Håndbold har fordel af hjemmebane i en eventuelt tredje kamp – og har sparet kræfterne ved at slå Bjerringbro-Silkeborg ud over to opgør.

Se også: Stjerneskifte: Snupper Mulles ekskæreste

Se også: Store øretæver gjorde ondt: Klavs Bruun overvejede stop

Se også: Nikolaj J. sætter profil på plads: Det er ikke seriøst

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere