GOG kravler op i tæt topstrid med sejr over KIF Kolding

Håndboldklubben GOG trak sig sejrrigt ud af det traditionsrige opgør mod KIF Kolding med tre mål

Håndboldherrerne fra GOG er ved at finde fodfæste i ligaen igen efter tre nederlag på stribe.

Tirsdag aften tog fynboerne fra udekampen mod KIF Kolding med en sejr på 28-25, i et opgør hvor GOG-profilen Lasse Møller blev topscorer med ti mål.

Sejren i opgøret mellem de to traditionsklubber betyder, at GOG nu har vundet de seneste to kampe i Primo Tours Ligaen.

Efter 11 kampe har GOG 12 point ligesom Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske i den tætte topstrid, mens Ribe-Esbjerg, Skjern og TTH Holstebro har 13. Der er fem point op til Aalborg Håndbold på førstepladsen.

Omvendt kæmper KIF Kolding fortsat for at komme væk fra bunden for anden sæson i træk. Koldingenserne er på 12.-pladsen med seks point.

GOG-spillerne kom ind til kampen med søndagens Champions League-kamp mod Kristianstad i benene og udsigt til en udekamp i Rusland lørdag.

Til trods for det tætte kampprogram viste GOG stor skarphed i begyndelsen af tirsdagens opgør. Efter fire minutter stod det 3-0 til gæsterne, og to minutter senere scorede Emil Jakobsen til 5-1.

Perioden blev fulgt af en stribe GOG-fejl, og midtvejs i anden halvleg udlignede KIF Koldings Mattias Thynell til 7-7.

GOG trak igen fra og gik til pause foran 15-12 efter en scoring af Emil Lærke, og sådan fortsatte det i anden halvleg.

Tre hurtige mål bragte gæsterne foran 18-13, og samtidig tog den erfarne målmand Søren Haagen flot fra i målet med flere gode redninger.

Kampen bølgede herefter frem og tilbage, og mod slutningen formåede KIF Kolding at skabe spænding om udfaldet.

Frederik Gustavsson reducerede til 23-26 tre minutter før tid, og kort efter bragte Arni Bragi Eyjolfsson hjemmeholdet endnu tættere.

Men GOG's Lasse Møller satte en stopper for Koldings tilnærmelser og sørgede for anden GOG-sejr i træk i ligaen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere