Gudmundur efter sit livs skuffelse: Jeg bliver kontrakten ud

- Mit livs største skuffelse, siger Gudmundur Gudmundsson, der har ikke har tænkt sig at løbe af pladsen - selv om der kun er et par EM-kvalkampe tilbage i foråret

Gudmundur Gudmundsson på vej ud til den sidste bustur hjem fra en slutrunde med Danmark. Betjenten ser ud til at have det skægt... Foto: Lars Poulsen
Gudmundur Gudmundsson på vej ud til den sidste bustur hjem fra en slutrunde med Danmark. Betjenten ser ud til at have det skægt... Foto: Lars Poulsen

ALBERTVILLE (Ekstra Bladet) Klokken 18.43 foran en olympisk hal i Savoyen.

Mikkel Hansen kommer sjoskende ud af spillerudgangen med et æble og en appelsin fast knuget i den ene hånd og det lange hår godt begravet inde under hættetrøjen, VM-akkrediteringen hænger og dingler slapt og viljeløst fra den taske, han bærer i en rem over skulderen.

Tasken bliver smidt ind i bagagerummet, døren bliver åbnet til den hvide bus, der holder med dieselmotoren brummende i tomgang, Mikkel går ad midtergangen ned mod bagruden og falder tungt ned i det bløde sæde.

VM er forbi.

Mikkel Hansen forlader den olympiske hal i Albertville og sniger sig ud i bussen. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen forlader den olympiske hal i Albertville og sniger sig ud i bussen. Foto: Lars Poulsen

De olympiske mestre døde i en olympisk hal fra 1992. Drømmen brast – den om dét ene mesterskab, de stadig mangler efter to tabte finaler i 2011 og 2013.

Skuffelsen er monumental! Danmark kom som olympiske mestre – men må genopfinde gamle flugtruter fra længst parkerede skuffelser i en halv-fjern fortid.

Det er 12 år siden, Danmark sidst er drønet så tidligt ud af en slutrunde. Dengang forlod holdet Tunesien i skam, og spillerflyet passerede i luften over Paris en modgående maskine fyldt op med bestyrelsesmedlemmer, fans og sponsorer.

På vej til Nordafrika – og ingenting!

Klokken 18.50 er de sidste spillere og ledere inde i bussen. Niklas Landin er en af de sidste, der kyler tasken ind i bugen på bussen, der skal transportere den største kollektive håndbold-skuffelse i mange år hjem til hotellet.

Et blinkende skilt i bagruden af en voksen og et barn hånd i hånd er tændt som advarsel. Bussen bakker ud i den alpine kulde i Albertville, hvor bjergene stråler skarpe og smukt i solskinnet, men virker skumle og truende i nattekulden.

Væk fra hallen, ud af VM. Ombord er et dansk hold, der kom med de fineste guldmedaljer fra Rio, men end ikke var i stand til at spille sig blandt de otte bedste fem måneder senere.

Mandag går turen hjem til en uges uvelkommen ferie – afhængigt af hvad spillernes arbejdsgivere har fået af lystige planer.

En stiv time tidligere synker spillerne sammen i nærmest vantro skuffelse inde i den steghede arena, hvor et klogt ungarsk mandskab har pillet pynten af det hold, de selv betragtede som rå overmagt inden kl. 16.

Men de spiller dem på røv og albuer ud af turneringen. På to mål af Gabor Csaszar, der som tidligere Viborg-spiller jo næsten ikke kan være det bekendt…

Gudmundur Gudmundssons tid som dansk landstræner er, hvad slutrunder angår slut. Der mangler ’kun’ kampe i EM-kvalifikationen – ironisk nok mod bl.a. Ungarn!

Danmark spiller i Ungarn i starten af maj og 7. maj på hjemmebane mod overmagten fra Albertville. Derefter to ’walk-overs’ i Holland og hjemme mod Letland i midten af juni.

Et passende tidspunkt at tage sit trænertøj, pakke fløjten ned og kigge mod nye horisonter? Ikke ifølge Gudmundur Gudmundsson, der lavmælt går i mixedzone efter det, der må være et mareridt af et pressemøde, hvor man skal lykønske en modstander, der lige har pelset én selv og et helt hold.

- Af de sidste 14 kampe har vi vundet de 13. Jeg må analysere på det, siger landstræneren, der kan notere skader som en af grundene – men insisterer på, den snak ikke skal laves om til en undskyldning.

- Er det dit livs skuffelse?

- Ja, jeg må sige, det er det.

- I hele din karriere som træner?

- Ja, jeg oplevede noget lignende i 2012. Mod samme modstander… Det er svært at finde nogle ord.

- Har du tænkt på, det blev din sidste kamp ved en slutrunde som som dansk landstræner?

- Nej, det har jeg ikke tænkt på. Det er næsten ikke fair at spørge! Men jeg ved, det er sådan en klassiker i denne situation. Det er noget, jeg ikke kan svare på lige nu.

- Kan du sige, hvad du skal lave de næste fem måneder?

- Der bliver masser at se til. Vi spiller kval-kampe i maj – to kampe mod Ungarn...

- Har du lyst til det?

- Ja, altså, jeg er ansat her og har min kontrakt, og den holder jeg. Sådan er jeg opdraget. Jeg kan ikke sige mere end det, det synes jeg ikke.

- Vi ved, hvad du gør, når du har vundet guld ved OL. Hvad gør du i aften?

- Jeg ved det ikke!

- Du skal ikke se video?

- Nej, det tror jeg ikke. Det kan jeg ikke… Jeg er så skuffet, at det bliver… Jeg må bare gøre noget. Jeg er meget, meget ked af det, for jeg synes… Vi havde store chancer, det er mit syn på det, men vi var presset på ressourcer, og det har kostet os dyrt, siger han og tilføjer:

- Jeg kigger også på mig selv og mit arbejde, jeg vil ikke skubbe noget over på andre – det er meget vigtigt for mig at sige. Spillerne har som altid givet det hele.

- Er du utilfreds med dig selv eller noget, du har gjort?

- Nej. Det er jeg ikke. Jeg har givet alt, hvad jeg har. Jeg har investeret alt!

Gudmundur Gudmundsson tjekker snart ud af dansk håndbold. Som manden, der skaffede den største triumf i Rio efter et par turen uden for semifinalerne ved VM i Qatar og EM i Polen.

Søndag den 22. januar blev til gengæld også dagen, da han og holdet leverede den største fiasko siden en januardag i 2005 i Tunis.

Fra Sukkertoppen i Rio til røvtur på en fransk gletsjer i Albertville.

Bussen bakker ud, vender og kører væk. Festen er forbi!

Se også: Stop nu, Gudmundur!

Se også: Mikkel: Jeg er rasende

Se også: Ungareren fra Viborg slagtede Danmark

41 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere