Gudmundur efter Wilbek-kaos: Overvejer fremtiden

Gudmundur Gudmundsson ville egentlig helst være glad og fange nogle laks – nu er han i stedet ked af det

Her kan du høre Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen vurdere Wilbeks farvel til Dansk Håndbold Forbund
Følg Håndbold

– Jeg har ingen kommentarer, for jeg har intet positivt at sige om Ulrik Wilbek i rollen som sportschef!

Citat: Jan Pytlick. Fyret landstræner efter kvindernes skuffende ottendeplads ved EM 2014 i Ungarn og Kroatien.

– Jeg synes, vi har haft et ordentligt og professionelt samarbejde. Jeg vil ikke blandes ind i noget, som jeg jo heller ikke kan udtale mig om, eftersom jeg jo ikke var med til de møder, der åbenbart blev holdt. Det er bare en mærkelig situation.

Citat: Gudmundur Gudmundsson.

Vi repeterer lige for de tungnemme: Cheftræner for et OL-guldvinder-hold i håndbold, der blot tre dage efter hjemkomsten fra Rio de Janeiro blev hvirvlet ind i den trods alt største af alle de mange skandaler, dansk håndbold historisk har været i stand til at tumble sig selv ind i.

– Jo, jeg er ked af det, siger Gudmundur Gudmundsson hjemme fra pragtvillaen uden for Reykjavik, hvor han egentlig skulle have gået jublende rundt, mens laksene bed som ind i helvede på de snurrige agn, den kyndige fluefisker havde brugt sine gyldne hænder til at binde efter den brasilianske triumf.

Han var slidt op og nærmest forudsigeligt syg hele ugen efter, truppen vendte hjem, så de islandske laks har fået lov til at boltre sig ufortrødent i de rivende fosser, mens især TV2 dygtigt har kunnet referere fra en hullet trup om al den ballade, der var undervejs mod den ultimative triumf.

Som tirsdag fik den absolutte kejser af dansk håndbold til at trække i håndtaget til det harpikserede katapultsæde. Denne gang holdt klisteret ikke!

Gudmundur Gudmundsson var Ulrik Wilbeks opfindelse til jobbet som landstræner for herrerne, men forholdet mellem de to endte alt andet end hjerteligt. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Gudmundur Gudmundsson var Ulrik Wilbeks opfindelse til jobbet som landstræner for herrerne, men forholdet mellem de to endte alt andet end hjerteligt. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Gudmundur Gudmundsson har ti måneder tilbage af den treårige kontrakt med DHF, og spørgsmålet er selvfølgelig indlysende:

– Nu er Wilbek smuttet – men hvad gør du dig af overvejelser i forhold til en trup, der åbenbart ikke er helt tilfreds? Går du selv – eller vil du blive?

– Når der er ti måneder tilbage af en kontrakt, gør jeg mig naturligvis overvejelser om, hvad mine ambitioner er. Jeg må sige, jeg har været glad i dette job, men det er naturligvis også tid til at kigge ind i fremtiden. Det gør jeg – det samme gør DHF. Der skal jo to til en aftale, siger Gudmundur Gudmundsson.

– Du kunne jo vælge at sige, det simpelthen er for sygt at vende hjem med en guldmedalje – og så skulle igennem dette forløb?

– Jeg har været glad og stolt i dette job, og vi har måske nu skabt det største resultat og vundet den største medalje, man kan vinde. Det har vi gjort sammen – vi har gjort store ting sammen – og jeg er bare så glad og SÅ stolt over det hele.

– Men taler du ikke i før-datid om dit job?

– Jeg er glad og stolt i dette job, og jeg tror, DHF og jeg vil indlede samtaler, der går i gang om to-tre uger, svarer Gudmundur Gudmundsson.

– Hvordan har du det lige nu?

– Jeg er ked af det!

Ulrik Wilbek blev kronet som sportschef af DHF og udnævnt som nærmest autonom sportschef efter sin egen sportslige fiasko ved OL i London.

Opgaven var bl.a. (på to år!) at finde sin egen afløser, og sportschefen spottede egenhændigt sin diametrale modsætning i den ufolkelige, bund-seriøse og ikke-kortspillende håndbold-nørd Gudmundur Gudmundsson.

Forholdet mellem de to gik helt afgørende galt, da Ulrik Wilbek før EM i Polen i januar uden cheftrænerens vidende skrev sig selv på listen over officials, og – da assistenten Tomas Svenssson gik ned med høj feber – foreslog sig selv på bænken til gruppekampene i Wroclaw.

Det skal Gudmundur Gudmundsson blankt have afvist med ordene: Aldrig i livet, aldrig i livet!

Gudmundur Gudmundsson engagerer sig her under OL-semifinalen mellem Danmark og Polen. (Foto: Gregers Tycho)
Gudmundur Gudmundsson engagerer sig her under OL-semifinalen mellem Danmark og Polen. (Foto: Gregers Tycho)

Mærkelig timing
Måneden forinden havde sportschefen fra første parket i Herning alle chancer for at spotte, hvordan hans anden opfindelse – Klavs Bruun Jørgensen – kørte fuldstændig skævt af en hel dametrup og i øvrigt fortsatte nedbrydningen under OL-kvalen i marts i Aarhus.

Uden at sportschefen reagerede konstruktivt – blot konservativt. Formentlig med adskillige tanker på sin egen fremtidige karriere som byrådspolitiker i Viborg.

Året forinden blev Jan Pytlick i ekspresfart ekspederet ud af kontoret 11 måneder før den vigtigste dame-slutrunde på dansk jord nogensinde.

Timingen var mærkelig. Men den er endnu mere underlig, når det gælder snakken om at fyre en landstræner midt under et OL – dage før, holdet vinder guldet!

Spillerne var før OL urolige for, at Gudmundur Gudmundsson – igen – ville over-dosere mængden af video-foredrag og taktiske input før OL, men de blev faktisk overraskede over, at islændingen i det omfang lyttede til deres behov for med jævne mellemrum at slippe ud af koncentrations-lejren.

Til gengæld kommer det ikke bag på nogen, at sportschefen undervejs vælger at holde sine helt egne møder med udvalgte spillere – selv om de kommer til at virke undergravende for lederskabet og sår tvivl om, hvem der i virkeligheden bestemmer.

Det underlige er, at den politisk dygtigt manøvrerende og måske kommende Viborg-borgmester i dén grad var i stand til at male, kalke og tjære sig op i en krog, så selv utilfredse spillere var forbløffede.

Han kom, han så og han sejrede. Gudmundur Gudmundsson forlod Braslien med en OL-triumf i bagagen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Han kom, han så og han sejrede. Gudmundur Gudmundsson forlod Braslien med en OL-triumf i bagagen. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Apatisk DHF
Niklas Landin og co. blev rasende, da de hørte, hvad sportschefen – på selve finaledagen – havde udtalt til det nationale nyhedsbureau Ritzau om Gudmundur Gudmundssons position som landstræner.

Selv om den minutiøst forberedte islænding gennem to år har mast mere og mere spillelyst ud af en trup, der nok er seriøs – men også har behov for et frikvarter indimellem.

Det kan have været en stor fordel for Ulrik Wilbek, at han var kraftigt involveret i at lande super-aftalerne med først Totalkredit og efterfølgende Bygma, men det er stadig uforståeligt, at DHF-bosserne med formand Per Bertelsen og direktør Morten Stig Christensen i front aldrig har turdet kaste sig i clinch med den sportschef, de selv kårede.

Ekstra Bladet kan afsløre, at Ulrik Wilbek allerede var på ny landstræner-research INDEN OL-kvalifikationen i Herning i april – for det tilfældes skyld, at holdet ikke løste billet til Rio.

Dengang ’kiksede’ fyringen. Det gjorde den i dén grad igen forrige søndag i Rio de Janeiro…

I stedet åbnede gulvet sig under Ulrik Wilbek!

Landsholdsprofil: Wilbeks farvel er en lortesag

Gudmundur efter Wilbeks stop: Jeg er næsten ked af det

Efter chok-afgang: Wilbek har fyldt meget

Pletter på eftermælet: Wilbek gjorde det forbudte

Wilbek fyrede sig selv

LIGE NU
BREAKINGBREAKING

Mere fra Ekstra Bladet+

Pape blev pelset af sin egen flok

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+