Gudmundur i tvivl om to: Kigger video hele natten

Landstræneren er usikker på to spillere, inden han udtager sin VM-trup – den skulle efter planen være klar efter en lang nat

Jesper Nøddesbo scorede fire gange på straffekast - det ene udført flottere end det andet. Foto: Claus Bonnerup
Jesper Nøddesbo scorede fire gange på straffekast - det ene udført flottere end det andet. Foto: Claus Bonnerup

AARHUS (Ekstra Bladet): Jesper Nøddesbo aner ikke, om han er købt eller solgt. Gudmundur Gudmundsson har først tænkt sig at udtage sin VM-trup mandag eftermiddag – islændingen skal nemlig studere samtlige spilleres præstationer helt ned i detaljen, før han træffer sine valg, siger han.

- Jeg kommer til at kigge video hele natten!

- Afgør denne kamp de sidste spørgsmål, du har?

- Ja, det tror jeg. Jeg kigger på præstationer. Jeg har f.eks. set Egypten-kampen og noteret alt, hvad alle spillere har gjort. Jeg sagde fra start, jeg ville give dem en fair chance, og de har alle fået tid på banen. Det var vigtigt at gøre det på den måde.

- Har du besluttet, hvor mange spillere du vil have med på forskellige positioner?

- Ja, jeg er kommet meget langt. Det handler om én eller to spillere, som jeg overvejer.

- Er det på én position på holdet?

- Nej.

- Du har også muligheden for at tage 17 mand med. Gør du det?

- Ja, det kan ske. Jeg har ikke taget den beslutning, men det kan ske, siger landstræneren, der under VM må skifte to spillere ind og ud af truppen.

Jesper Nøddesbo kan være på vippen, selv om veteranen endelig fik spilletid – og blev topscorer i storsejren over Island.

- Føler du dig sikker?

- Nej, det gør jeg sjældent, og nu har jeg jo heller ikke spillet så meget i kampene. Men igen… Det er ikke noget, jeg bryder mit hoved med. Jeg har gjort mit arbejde. Men selvfølgelig vil jeg gerne med til det VM, det betyder meget for mig.

Publikums yndling blev sendt i aktion, da Mikkel Hansen brændte sit andet straffekast i kampen. Derefter startede Barcelona-bedåreren så sit helt eget gevind og lobbe-cirkus. Seks kasser – de fire fra syv meter. Men det er ingen garanti for en tur til Paris.

- Det næste straffekast… Bliver det mellem benene eller bag om ryggen på dig selv?

- Det ved jeg ikke, haha. Jeg nyder jo også godt af, at målmændene ikke kender mig så godt.

- Nu skal du ikke stå og snakke dig selv ned!

- Jamen, det er jo rigtigt. Der er ikke mange målmand, der kan hive videobånd på mig som straffeskytte, vel. Jeg er selvfølgelig glad for, jeg kan få lov at skyde – jeg tror ikke, jeg har brændt på landsholdet endnu.

- Nu fik du endelig spilletid. Er du lettet eller iskold?

- Nej, jeg vil selvfølgelig helst spille, det er jo derfor, jeg er her. Jeg har jo heller ikke lyst til at gå og spilde min tid, så for mig var det også vigtigt at komme i gang, altså – og hvis jeg skal med til VM, så har jeg jo også brug for at spille, siger Jesper Nøddesbo.

Se også: Landin og landstræneren trådte i karakter

Se også: Håndbold-heltens TV-kæreste: Jeg grinede også ad ham

Se også: Håndbold-profil efter tv-drama: Vi flækkede af grin

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere