Gudmundur overrasker: Sender målmand ud af OL-truppen

Landstræner Gudmundur Gudmundsson vrager to spillere til sin OL-trup

HERNING (Ekstra Bladet): Gudmundur Gudmundsson skifter lidt overraskende ud på målmandsposten, når Danmark fredag aften skal ud i en skæbnesvanger dyst om OL-billetter mod Kroatien.

EM-keeperen Kevin Møller fra Flensburg må vige pladsen for Jannick Green, og dermed erobrer Magdeburg-målmanden sin plads som makker til Niklas Landin tilbage. I hvert fald for en stund.

Dermed bliver det Kevin Møller og Jacob Bagersted, der i første omgang trækker nitterne, når Gudmundur Gudmundsson indgiver sin trup på 16 spillere på det tekniske møde kl. 20 i aften. Landstræneren kan dog skifte to spillere ind og ud i løbet af weekenden.

- Der er flere grunde. Kevin har haft små problemer fysisk og ikke trænet alt for meget de sidste uger, og så har vi kigget på præstationer og husker, at Jannick stod vældig godt mod Kroatien ved VM i Qatar. Vi har også kigget på dagsformen og hvordan, de har præsteret til træning. Det er iskoldt, siger Gudmundur Gudmundsson.

Han vælger til gengæld at skrive Michael Damgaard ind i truppen, selv om kanonkongen fra Rødby ikke var i stand til at træne torsdag eftermiddag på grund af sygdom.

- Han siger, han bliver rask, og det vælger vi at stole på. Michael har fået det meget bedre i løbet af dagen, siger landstræneren.

'Føler mig lidt mørbanket'
Michael Damgaard var som nævnt ude af stand til at træne med, da OL-landsholdet sent på eftermiddagen indtog Boxen i Herning for første gang.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt. Jeg har ikke været helt tilpas, jeg har ikke haft lyst til at spise noget, og jeg har feber og lidt hovedpine. Jeg føler mig lidt mørbanket. Jeg tror ikke, det er influenza, for der er hverken snot eller noget – og jeg havde det faktisk rigtigt godt, efter jeg havde sovet tre timer her i eftermiddag. Men nu kan jeg godt mærke, at jeg lige har været lidt oppe.

- Jeg tror bare, det handler om ro, så skal jeg nok være frisk i morgen tidlig. Jeg har før svedt sådan en omgang ud på en nat, og det satser jeg på at gøre igen.

Kasper Søndergaards venstre ankel klarede nok engang strabadserne, og det så faktisk fint ud med den venstrehåndede bagspillers integration på sit gamle hold. Henrik Møllgaard var også i stand til at træne for første gang på 100 procent efter at have været grov-sløj, siden han kom fra Paris mandag.

- Det føles godt at træne igen, og jeg synes ikke, det virker som om, min krop er i minus, siger manden, der af Gudmundur Gudmundsson er udnævnt som en absolut nøglefigur i den danske defensiv.

Danmark spiller fredag aften kl. 20.30 mod Kroatien.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere