Guld-millionæren: Alle folk tænkte jo, jeg var en tåbe

Kim Mikkelsen ved udmærket, at folk de første tre sæsoner tænkte, han var skør – søndag kunne han endelig juble over en titel

På hat med København. Glade spillere jubler igennem på podiet efter guld-triumfen i Frederiksberg-Hallerne. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
På hat med København. Glade spillere jubler igennem på podiet efter guld-triumfen i Frederiksberg-Hallerne. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Kim Mikkelsen har foreløbig hældt en bagatel af 26 mio. kroner i København Håndbold over fem sæsoner, og de næste sæsoner kommer helt bestemt også til at koste den professionelle investor med base i Schweiz nogle knaster.

Så intet under, den 49-årige mæcen var pænt glad indeni, da det værste champagne-brus havde lagt sig efter spillernes tur på podiet med medaljer og DHF-pokal.

Er det alle pengene værd?

- I dag er det i hvert fald!

Klarede du at se kampen i fuld udstrækning, eller måtte du ud til parkeringsvagterne foran Frederiksberg-hallerne?

- Det var ekstremt hårdt at se kampen, men jeg havde dog overskud til at blive i hallen i dag. Det var grimt i første halvleg, da vi hurtigt kom bagud, men så gjorde vi det, vi er bedst til: Vi begyndte at løbe med Odense. Det var ligesom nøglen til at trække fra, siger Kim Mikkelsen.

- Men stor cadeau til Odense for at byde os op til dans, kampen var helt klart en finale værdig, og ingen kan vist være i tvivl om, at det var Danmarks absolut to bedste hold, der spillede om guldet.

Johanna Bundsen tog pænt fra det sidste kvarter, da København Håndbold sikrede det første danske kvinde-mesterskab til hovedstaden siden FIF's guld i 1989. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Johanna Bundsen tog pænt fra det sidste kvarter, da København Håndbold sikrede det første danske kvinde-mesterskab til hovedstaden siden FIF's guld i 1989. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Har du en eller anden form for bonus med til spillerne?

- Nej, de er pænt godt lønnede i forvejen, så de skulle næsten have lov at betale deres egen fest i aften. Det bliver dog kun en lille, intim fest, for vi har nogle spillere, der skal møde ind på landshold i morgen.

Speeder du op nu, da I også skal spille Champions League næste sæson?

- Jeg tror, det er 1. juni, der er sidste frist for at melde alt ind i forhold til trup, arena og den slags, så der skal ske noget meget hurtigt.

Kim Mikkelsen har hældt 26 mio. kroner i København Håndbold - foreløbig... Foto: Stine Bidstrup
Kim Mikkelsen har hældt 26 mio. kroner i København Håndbold - foreløbig... Foto: Stine Bidstrup

Vil I spille Champions League andre steder end på Frederiksberg?

- Vi VIL jo meget gerne spille her, men spørgsmålet er, om vi kan få dispensation, fordi afstanden fra sidelinjen ud til tilskuerne er for kort. Sandsynligheden taler for, at vi max. får lov til at spille en kamp her, og så skal vi finde en større og mere professionel arena.

Er det eventuelt Brøndby-Hallen?

- Det er i hvert fald et meget, meget godt bud – bl.a. fordi hallen har dannet ramme om mange kampe med KIF Kolding København, men jeg ved også, at Farum og Royal Arena er i spil. Nu skal vi lige have lov at nyde det i aften, og så arbejder vi videre i morgen.

Hvad betyder guldet for dig personligt?

- Det betyder selvfølgelig meget. De første tre sæsoner er jeg ret sikker på, at alle syntes, jeg var en stor tåbe, fordi jeg blev ved. Når man putter rigtigt meget tid og endnu flere penge i et projekt, som nu er en virksomhed, og det så begynder at gå fremad – så bliver man jo gladere og gladere. Især nu da det kulmineret med et danmarksmesterskab.

- Men vi skal videre. Vi har ambitioner om meget mere end det her, og vi har jo for længst sagt, at vi ville være et tophold i såvel Danmark som Europa. Nu kommer vores første sæson i Champions League, og der er vi selvfølgelig med for at lære. Vi lægger lag på for hver sæson.

København Håndbold forstærker sig til næste sæson med fløjspilleren Thea Mørk – tvillingesøster til den berømte Nora Mørk – og Linn Blohm, der skifter stregen i FCM ud med en tilsvarende tjans i hovedstaden.

- Dem venter jeg mig rigtigt meget af, det er nogle spændende spillere. Det er jo heller ingen hemmelighed, at vi havde en norsk målmand, (Marie Tømmerbakke) der rejste hjem, så vi må se, om vi kan finde en. Vi har dog en rigtigt spændende U20-landsholdsmålmand klar, men det er nok lidt hårdt, hvis hun skal ud at være en bærende kraft i Champions League allerede nu.

- Vi har foreløbig 18 spillere på kontrakt i næste sæson, men med lidt held kan der komme en enkelt spiller ekstra ind i truppen.

Odense har jo Emily Stang Sando i overskud…

- Ja, men jeg er ked af at sige, at vores budget er altså ikke som Odenses, så det tror jeg ikke kan lade sig gøre økonomisk. Hun er ellers en spændende målmand, siger Kim Mikkelsen, der søndag kunne hylde tesen om, at den, der ler sidst, ler bedst.

Omend det har kostet en mindre sjat millioner...

Se også: København jubler - champagne til 26 millioner

Se også: Pytlicks drøm lever stadig

Se også: Knust Mikkel efter nedtur: 'Det er hårdt lige nu'

Simone Böhme har brasiliansk blod brusende i årerne, men hun har desværre aldrig set det land, hvor hendes far blev født. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Dansk sambasild: Skal fjerne tuscher for 25.000 kroner

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere