Det tyske håndboldhold Rhein-Neckar Löwen har lørdag lidt af en udfordring, da de både skal spille mod den polske klub Kielce og den tyske storklub THW Kiel.
Klubbens Champions League-1/8-finale ude mod polske Vive Kielce var således sat til at skulle spilles klokken 16:00, mens de klokken 18:10 spillede Bundesliga-kamp små 1000 kilometer derfra - ude mod THW Kiel.
Hverken den danske træner eller klubbens bedste spillere var taget med til Polen. I stedet havde man valgt at sende andetholdet af sted, mens førsteholdet tog en tur til Kiel for at spille topkamp i den tyske Bundesliga. En kamp der blev tabt med 22-27 af Nikolaj Jacobsens tropper.
Det gik som forventet for de unge spillere, der stod over for en flok rutinerede herrer i form af blandt andre Jurecki, Dujshebaev og Bielecki, og allerede efter første halvleg var Rhein-Neckar Löwen håbløst bagud med 8-21.
Det polske mandskab tog ikke let på opgaven. De tyske reserver stod ingen chance og kom ikke nærmere i løbet af anden halvleg.
41-17 endte kampen, og dermed er Nikolaj Jakobsens tropper reelt ude af Champions League-turneringen, selvom de har et returopgør i Tyskland 1. april.
EHF tilbød Rhein-Neckar Löwen, at klubben kunne afgive sin hjemmebanefordel i returkampen i Champions League, men det valgte den tyske klub at sige nej til, da de havde spillet sig til fordelen.
Gennem længere tid har forholdet mellem Rhein-Neckar Löwen og EHF været på frysepunktet, og det europæiske håndboldforbund lægger ansvaret for farcen over på den tyske klub.
Nadia Nadim taler om drabet på sin far: - Vi fandt ham aldrig