Håndboldherrernes hovedsponsor stopper

Bygma stopper efter fem år som hovedsponsor for håndboldherrerne, der er uden logo på brystet fra juni

Mikkel Hansen skal have nyt firmanavn på trøjen fremover. Foto: Jens Dresling
Mikkel Hansen skal have nyt firmanavn på trøjen fremover. Foto: Jens Dresling

Det danske håndboldlandshold for herrer står om kort tid uden en hovedsponsor.

Efter fem års partnerskab stopper byggemarkedskæden Bygma med udgangen af maj, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF), der er på jagt efter en ny hovedsponsor.

Det er uvist, hvorfor Bygma ikke forlænger samarbejdet med DHF, der dog mener, at man står med en særdeles god platform for en ny hovedsponsor.

Det skyldes ikke mindst, at håndboldherrerne de senere år har haft stor succes med OL-guld i 2016 og to VM-titler i 2019 og 2021.

- Den nye sponsor kan se frem til at indgå i et brandfællesskab, der sikrer bred synlighed og værdi for virksomheden, som kan aflæses på bundlinjen, skriver DHF i en pressemeddelelse.

DHF har ifølge TV2 Sport årligt en indtægt fra sponsorer på godt 20 millioner kroner. Det er dog ikke udspecificeret, hvor står en del af disse penge, Bygma har lagt i håndboldforbundet.

Da DHF og Bygma i 2018 forlængede samarbejdet, vurderede DHF-direktør Henrik Jacobsen over for TV2 Sport, at Bygma-aftalen hørte til i den 'øvre del' af sponsorater i dansk idræt.

Til sommer skal de danske håndboldherrer forsøge at genvinde OL-guldet, når legene afholdes i Tokyo.