Håndboldkrise: 40 ansatte hjemsendt

Dansk Håndbold Forbund gør brug af lønkompensationsordning og sender 40 medarbejdere hjem indtil 8. juni

Aalborg Håndbold er blevet kåret til mester i herreligaen i denne sæson, der er blevet afblæst før tid på grund af coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold er blevet kåret til mester i herreligaen i denne sæson, der er blevet afblæst før tid på grund af coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dansk Håndbold Forbund (DHF) sender 40 medarbejdere hjem som følge af coronakrisen. Det svarer til 40 procent af den samlede arbejdsstyrke.

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Medarbejderne er i første omgang hjemsendt indtil 8. juni, og DHF har valgt at gøre brug af regeringens lønkompensationsordning.

Al håndbold i Danmark ligger i øjeblikket stille på grund af frygten for smittespredning, og både herre- og kvindeligaen er blevet afblæst for denne sæson.

Samtidig er flere af de to A-landsholds træningskampe blevet aflyst.

- Som det ser ud lige nu, er dansk håndbold ramt på rigtigt mange aktiviteter, siger Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i DHF, i pressemeddelelsen.

- Havde vi kunne sætte hjulene i gang igen lige nu og her, ville det have været til at leve med økonomisk for os i Dansk Håndbold Forbund. Men eftersom vi kan se, at det ikke umiddelbart bliver bedre for os og vores produkter over de kommende måneder, er vi nødt til at trække i bremsen.

- For udsigterne er mildest talt urovækkende for os, når vi ser på, hvor mange aktiviteter vi bliver nødt til at aflyse i den næste tid, siger han.

Håndboldherrernes landstræner Nikolaj Jacobsen fortæller til Ekstra Bladet, at han er blevet sendt delvist hjem.

- Det ændrer ikke så meget på situationen for mig, for jeg er vant til at arbejde hjemmefra. Det er meget naturligt, og jeg sidder for det meste og planlægger en del. Men det kan da godt være svært at holde modet oppe til tider, siger han.

Han håber på, at DHF ikke lider et stort økonomisk tab af coronakrisen.

Samtidig er han dog ikke nervøs for, at den nuværende situation går udover arbejdet med landsholdet.

- Så længe vi allesammen har det godt, kan vi kun se frem imod en genåbning på et tidspunkt, lyder meldingen.

Mange af de hjemsendte medarbejdere arbejder med elite- og talenthåndbold, ligesom en stor gruppe er de udviklingskonsulenter, der har deres daglige gang i de danske foreninger.

Handler kun om penge: Lortesituation

Drømmen knust for dansk stjerne: - Det er frygteligt

Håndbolden stopper årelangt fald i medlemstal