Håndboldprofils skadesmareridt snart forbi

Team Esbjerg-spilleren har døjet med knæproblemer i et år, men hun forventes klar igen i midten af november

Landsholdsspilleren Maibritt Kviesgaard kan snart være klar igen efter at have været ude med en knæskade i 12 måneder. (Foto: Lars Poulsen)
Landsholdsspilleren Maibritt Kviesgaard kan snart være klar igen efter at have været ude med en knæskade i 12 måneder. (Foto: Lars Poulsen)

Det lysner på skadesfronten hos Team Esbjerg i Boxer Dameligaen. Tirsdag fik klubben afklaring omkring to spillere - Estavana Polman og Maibritt Kviesgaard.

Estavana Polman pådrog sig en skulderskade i Esbjergs kamp lørdag mod Team Tvis Holstebro, men er snart tilbage på træningsbanen, og Maibritt Kviesgaard, der gennem et år har døjet med knæproblemer, forventes klar midt i november.

- En skanning har vist, at Estavana har pådraget sig en mindre skade i den ene skulder, og der er ikke noget brud eller andre alvorlige skader. Vi håber, hun kan være klar i løbet af næste uge.

Se også: Storklub indrømmer: Nu fortryder vi salg af dansk stjerne

- Hvad Kviesgaard angår, har vi nu en konklusion. Det viste sig heldigvis, at hun kunne slippe med et mindre indgreb, og det blev foretaget mandag. Hvis genoptræningen forløber planmæssigt, kan hun være klar midt i november, siger cheftræner Lars Frederiksen i en pressemeddelelse.

Hos Maibritt Kviesgaard er lettelsen stor, efter at hun mandag fik foretaget en kikkertoperation, der rensede knæet for brusk.

- Jeg er meget lettet over resultatet. Der var flere løsninger i spil, og jeg er bestemt sluppet med den billigste. Jeg håber at være tilbage på banen i løbet af fire til seks uger, siger Maibritt Kviesgaard i meddelelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer