Håndboldstjerne skifter til ærke-rivalerne

KIF Kolding København mister Torsten Laen efter denne sæson – her kan du læse, hvor den tidligere landsholdsspiller tørner ud efter sommerferien

Torsten Laen skifter til GOG. (Foto: Lars Poulsen)
Torsten Laen skifter til GOG. (Foto: Lars Poulsen)

Håndbold-folket i Gudme og omegn kan jo vælge at betragte ham som et langtids-udlån. Torsten Laen forlod i 2007 hallerne på Sydfyn – omringet af for længst afdøde Gudme-konger og bæredygtigt landbrug – for at starte i superklubben Ciudad Real og fortsatte senere karrieren i Füchse Berlin, inden han for tre år siden vendte ’hjem’ til KIF Kolding København.

Men fra sommer er den 36-årige tidligere landsholdsprofil færdig hos ærkerivalerne i Kolding og igen klar til at smyge sig i gul bluse og dele øretæver ud for GOG, hvor det hele startede i sin tid for en ranglet ’splejs’ på 95 kilo!

Se også: GOG vil præsentere norsk EM-helt

GOG holder i eftermiddag pressemøde, og det er for længst afsløret, at klubben henter mere norsk power i skikkelser af venstrebacken Göran Johannessen fra Viking Stavanger og venstrefløjen Magnus Jøndal, der pt. spiller for Arendal – og var en af mange profiler på det norske landshold, der gjorde det overraskende godt under januars EM-løjer på forskellige polske destinationer.

Jungletrommerne melder, at GOG ganske vist mister stregspilleren Lars Hald, der har fået opfyldt drømmen om en kontrakt i udlandet – til gengæld henter fynboerne mere end fuldgod erstatning i skikkelse af den gamle kending Torsten Laen, der med sin erfaring fra en lang karriere på toppen nok skal kunne byde ind med en pæn portion spillemæssig kvalitet og blive en solid del af rygraden på et mandskab i store forandringer.

Torsten Laen råder ud over sin rutinerede håndbold-hjerne også over en skarp pære og et særdeles vindende væsen, og det er åbenbart tanken, at manden med de 145 landskampe skal optræde i rollen som en art ambassadør – eller måske ligefrem sportschef.

Se også: KIF taber i Tyskland og udspiller rollen i CL-gruppen

GOG har været særdeles kryptisk, når det gjaldt cheftræner Jakob Larsens fremtid. Klubben forsøgte at sætte gaflen i Jan Pytlick, da han blev fyret i Vardar Skopje – men den tidligere landstræner takkede nej og forsvandt i stedet til de feminine sysler i HC Odense, hvor thurineren svinger taktstokken fra næste sæson.

Det forventes, at Jakob Larsen fortsætter som dirigent i klubben, der gik rabundus i 2010. Men fra den kommende sæson med solidt rygstød og mulighed for sparring med Torsten Laen.

Se også: FCM får montenegrinske klø i ligegyldig CL-lukning

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere