Håndboldstjerne vil have millioner for nøgenbilleder

15 mænd, der har delt stjålne billeder af den norske håndboldstjerne Nora Mørk, er hver blevet præsenteret for et erstatningskrav på 150.000 norske kroner

Nora Mørk har rejst erstatningskrav mod indtil videre 15 mænd, der har delt intime billeder af hende. Foto: AP/Björn Lindgren
Nora Mørk har rejst erstatningskrav mod indtil videre 15 mænd, der har delt intime billeder af hende. Foto: AP/Björn Lindgren

Nora Mørk øjner guld - i mere end en forstand.

Som en del af den stærke norske VM-trup forsøger hun i disse dage at spille nationen frem til sin fjerde VM-guldmedalje.

Og på den private front har hendes advokat netop lagt sidste hånd på et erstatningskrav, der bliver sendt ud til de personer, der har delt hendes private billeder - billeder, der blev stjålet fra hendes telefon, da en mand i 20'erne hackede sig adgang til den.

150.000 norske kroner - 113.000 danske kroner - lyder det krav på. Og da det krav er blevet præsenteret for i alt 15 mænd - heraf en enkelt under 18 år - så løber det op i 2,25 millioner norske kroner, der efter gældende valutakurs er lig med ca. 1,7 millioner danske kroner. Det skriver den norske avis Dagbladet.

Mørks advokat, John Christian Elden, oplyser, at de 15 mænd har fået to ugers frist til at komme med indsigelser til kravet. Og der kan såmænd komme flere til. Således er advokatens ansatte ved at kortlægge, om flere har delt billederne og derfor også skal præsenteres for et erstatningskrav.

Der er blevet delt i alt 31 billeder, der mest er selfies af Mørk, men andre optræder også på billederne. På enkelte af dem optræder Mørk uden tøj på - men ingen af dem har decideret seksuel karakter.

– Nora Mørk er sej og og lader ikke bare dette fare hen. Hun vil sikre sig, at andre ikke kommer i samme situation ved at markere, at det skal kunne mærkes på pengepungen at dele tyvegods og personlige billeder med andre, siger Elden til Dagbladet.

Han oplyser endvidere, at hvis kravet ikke bliver imødekommet - eller hvis der ikke kan findes et andet forlig - så bliver sagerne ført ved domstolen. Og det kan blive rigtig dyrt. For så skal de sagsøgte - hvis de som forventet dømmes - også betale sagens omkostninger.

- Har man hentet intim-billeder ned, delt et link med billederne, eller beskrevet hvordan de intime billeder kan findes, bliver vedkommende nu fremover varslet med et søgsmål, siger Elden.

Nora Mørk og resten af det norske landshold spiller mandag aften 1/8-finale mod Spanien. Her er nordmændene favoritter til at gå videre til kvartfinalerne, nøjagtig som det danske hold.

De to kan dog tidligst støde ind i hinanden i en eventuelt finale.

Håndboldstjernes nøgenbilleder stjålet - nu giver hun igen

VM-stjernen gik helt ned, da hun blev hacket