Hård kritik: Koldings ledelse er for dårlig

Forklaringen på KIF Koldings problemer er ikke coronakrisen, men dårlig ledelse, siger Michael Sahl Hansen

Michael Sahl Hansen og DHF-formand Per Bertelsen i selskab sammen. Arkivfoto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix
Michael Sahl Hansen og DHF-formand Per Bertelsen i selskab sammen. Arkivfoto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix

Håndbold Spillerforeningen har ikke meget til overs for bestyrelsesformand i KIF Kolding Brian Stein, efter at klubbens ledelse tirsdag aften meldte ud, at den trækker sig, fordi den ikke har kunnet få klubbens økonomi til at hænge sammen til den kommende sæson.

Ifølge Brian Stein primært fordi det ikke er lykkes at forhandle en aftale på plads med spillerne om lønnedgang i et halvt år under coronakrisen.

Se også: DHF-formand: EM uden tilskuere er en mulighed

Men den forklaring møder kritik fra Michael Sahl Hansen, der er direktør i Håndbold Spillerforeningen.

- Man prøver at finde alle mulige andre forklaringer, end det der er den grundlæggende årsag til KIF's problemer, nemlig dårlig ledelse, siger han.

Pistol-for-panden-forhandlinger
- Spillerforeningen og spillerne har været løsningsorienteret, og vi har ikke afvist en lønnedgang, men det er klart, at en så drastisk lønnedgang, som der er blevet foreslået, baseret på en mavefornemmelse, og noget der ligger langt ude i fremtiden, det har spillerne ikke kunne honorere.

- Brian Stein har forsøgt at køre en slags pistol-for-panden-forhandlinger over for spillerne med ultimative deadlines.

- Alle i håndboldbranchen ved jo godt, at det hverken er Spillerforeningens eller spillernes skyld, at Kolding står i den situation, de står i. Det er ganske enkelt dårlig ledelse fra A til Å.

I pressemeddelelsen, hvor bestyrelsens afgang blev annonceret, siger Brian Stein, at det ikke er Håndbold Spillerforeningens opfattelse, at coronakrisen har så store konsekvenser for sporten og KIF Koldings økonomi, at det kræver en lønnedgang.

Det afvises af Michael Sahl Hansen, der ikke mener, at det har noget med sagen at gøre.

- Det er en måde at lægge ansvaret væk på fra Brian Steins side. Han er nødt til at kigge på sin egen forretning, siger Spillerforeningens direktør.

Villige til at snakke
Han holder stadig døren åben for forhandlinger mellem klubben og dens spillere, så økonomien kan komme til at hænge sammen.

- Håbet er, at der er masser af gode folk i Kolding, der er villig til at komme ind i projektet. Men de ønsker nok også, at der er en plan og en organisation, så der er en tro på, at man kan løfte holdet.

- Vi håber naturligvis, at det her finder sine ben at stå på. Vi og spillerne er også villig til at snakke med dem, der er der nu, siger Michael Sahl Hansen.

Brian Stein ønsker over for Ritzau ikke at forholde sig til Michael Sahl Hansens kritik.

- Vi tænker lige nu kun på at finde nogle, som kan redde 25 arbejdspladser i Kolding, og det bliver vist uden Håndbold Spillerforeningens hjælp, skriver Brian Stein i en sms.

Kan virke urimelig hård
Til TV2 Sport siger KIF-formanden, at klubbens ledelse har set sig nødsaget til at reagere med det samme.

- Vi tror på, at man skal tage tingene alvorligt nu. Vi har også sagt, at den lønnedgang, som vi har fremlagt for spillerne, ved vi jo godt kan virke urimelig hård, men alt, hvad der ville komme ind af penge, ville jo gå til spillerne.

- Vi har ikke kunnet finde et fælles fodslag med Håndbold Spillerforeningen omkring den plan. De synes ikke, at coronakrisen er noget, man skal tage så alvorligt, som vi gør. Og Spillerforeningen mener, at det er selvskabte problemer, og vi har svært ved at se, at vores fortid skulle have noget med corona at gøre, siger Brian Stein til TV2 Sport.

Ifølge Michael Sahl Hansen skulle spillerne af KIF Kolding være blevet foreslået at gå 40 procent ned i løn.

Se også: Kolding-ledelse trækker sig efter økonomisk kamp

Se også: Medie: Derfor gik det galt i Kolding

Se også: 'En sørgelig dag for dansk håndbold'

FAKTA: KIF Kolding har vundet DM 14 gange

KIF Kolding er hårdt ramt på pengepungen, og tirsdag meddelte bestyrelsen, at den trækker sig, fordi det ikke er lykkedes at få økonomien til at hænge sammen til den kommende sæson.

Her kan du læse lidt fakta om KIF Kolding, der er den mest vindende klub inden for dansk herrehåndbold:

* KIF Kolding blev stiftet i 1941 under navnet Kolding IF.

* I 1984 rykkede herreholdet op i den bedste danske række og har været der siden.

* Klubben vandt sit første danske mesterskab i 1987. I alt har Kolding vundet 14 mesterskaber. Det er flere end nogen anden klub i dansk håndboldhistorie. Det seneste mesterskab blev vundet i 2015.

* I 2002 spillede klubben sig frem til semifinalen i Champions League.

* I 2012 indgik klubben et samarbejde med det tidligere AG København og ændrede navn til KIF Kolding København. Samarbejdet stoppede i 2018, og klubben ændrede navn tilbage til KIF Kolding.

* Den jyske klub har haft et væld af stjernespillere på holdet gennem tiderne. Blandt andre kan nævnes Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Bo Spellerberg, Lasse Boesen, Lars Christiansen og Lars Krogh Jeppesen.

2 kommentarer
Vis kommentarer