Hæsblæsende dansk pokal-drama: Ægtepar i finale-krig

Jakob Larsen og Kamilla Kristensen må belave sig på at være fjender søndag eftermiddag i pokalfinalen

Odense og Esbjerg gav tilskuerne forrygende underholdning i en intens semifinale. Foto: John Randeris
Odense og Esbjerg gav tilskuerne forrygende underholdning i en intens semifinale. Foto: John Randeris

ESBJERG (Ekstra Bladet): Hold da kæft for et drama!

Mens dagens første pokalsemifinale mellem Nykøbing og Randers blev en totalt ensrettet og ensformig affære, kom der til gengæld helt andre boller på suppen i den anden kamp mellem Odense og værterne fra Team Esbjerg.

Det blev en hæsblæsende affære, som blev afgjort af landsholdsanføreren Stine Jørgensen, der ellers ikke gjorde meget væsen af sig som skytte. Men scoringen til 27-25 et halvt minut før tid afgjorde en superspændende affære.

Team Esbjerg bragte sig ellers nærmest uimodståeligt i front i løbet af første halvleg og førte med massive 15-8. Fynboerne virkede helt væk fra vinduer og samtlige døre, og starten på anden halvleg var ikke meget bedre.

De kom endog bagud med otte, men fik tætnet forsvaret omkring Esbjergs norske kraftværk på stregen, Vilde Mortensen Ingstad, og da de vestjyske skytter løb tør for både krudt og kugler, sled Jan Pytlicks tropper sig langsomt ind på værterne.

De fik kontakt ved 22-22 otte minutter før tid og bragte sig for første gang i kampen i front ved 23-24 minutter senere. Estavana Polman hamrede et par vigtige scoringer i boksen for vestjyderne i den fase, men resten af Esbjergs bagkæde var øjensynligt løbet tør for kræfter efter den hæsblæsende indledning, hvor de kom baldrende, som havde de en direkte pipeline til et oliefelt med ubegrænset levering ude i Nordsøen.

Sandra Toft stod med formidable 58 procent i første halvleg – 11 parader på 19 forsøg – men også landsholdskeeperen gik ned med flaget og lod bolde, hun burde have nappet, passere efter pausen.

Mette Tranborg, der ifølge de officielle statistikker blot ramte plet en gang på seks forsøg i de første 30 minutter, blev pludselig krydset formidabelt op og baldrede fem bolde i boksen stort set i rap i den periode, da Odense fik fat i opgøret igen.

Nadia Offendal, der startede kampen skidt – som resten af holdet – storspillede også i den fase, og så fik vi da endelig ægte pokalfight og stemning ind i den vestjyske hal. Uheldigvis for værterne er det så ikke Team Esbjerg, der spiller den sjove kamp i morgen.

Vestjyderne møder Randers i kampen om kejserens skæg, mens Odense og Nykøbing Falster mødes i finalen.

Den bliver samtidig et opgør mellem ægteparret Jakob Larsen og Kamilla Larsen Kristensen – hhv. træner for de falsterske roeligans og stregspiller for de fynske farver.

Godt de sover adskilt i nat…

Se også: Bagud 7-0 efter mareridt-start: Dansk top-træner begriber ikke nedslagtning

Se også: Mulle førte an i monster massakre

Midtjyderne vil formentlig forsøge at indløse Evanders frikøbsklausul. Foto: Ritzau Scanpix Sport og Spil Varm transfervinter venter: Sådan handler FC Midtjylland

Dina i træningslokalet med sin søn, Adrian. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Dansk stjerne går i skole om dagen - slår folk til plukfisk om aftenen

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere