Håndboldspilleren Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest under EM, oplyser Dansk Håndbold Forbund.
- Den danske trup blev sent i aftes pcr-testet, hvor fløjspilleren Hans Lindberg efterfølgende desværre har fået et positivt testsvar, skriver DHF i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Hans Lindberg er blevet isoleret, mens Dansk Håndbold Forbund er i dialog med Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) om de kommende dages testfrekvens.
Hidtil har kun Jannick Green været smittet i den danske lejr, og det skete allerede før afrejsen til EM. Danmark er dermed sluppet billigt i forhold til andre lande ved EM-slutrunden. Indtil nu.
Danmark mødte torsdag Island, som havde seks mand ude med coronavirus, ligesom både Montengero og Nordmakedonien også måtte undvære flere spillere mod Danmark i den indledende gruppe. Derfor har det også nærmest været et spørgsmål om tid, før Danmark blev ramt.
Hans Lindberg var oprindeligt ikke en del af den danske EM-trup, men blev kaldt ind, da fløjkollegaen Johan Hansen blev skadet.
40-årige Lindberg havde 275-kamp-jubilæum torsdag aften og var en af de spillere, der fredag skulle have mødt den danske presse, men de planer er naturligvis ændret.
Smitten er kommet til den danske trup. Og man må forvente endnu flere smittetilfælde i den danske trup ifølge Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen.
Afviser aflysning - indskiftere står klar
Tidligere fredag slog det europæiske håndboldforbund fast, at man ikke har i sinde at aflyse EM trods store coronaudbrud hos de forskellige hold.
Danmark skal lørdag møde Kroatien, inden Holland og Frankrig venter mandag og onsdag i næste uge.
Nikolaj Jacobsen fortalte fredag, at alle de danske spillere, som er i bruttotruppen, men som ikke er med i Ungarn, er blevet bedt om at holde sig klar og lade sig pcr-teste jævnligt, så de kan blive skiftet ind i truppen.
- Der er blevet sendt en mail rundt til alle mand i 35-mands-truppen om, at de skal begynde at lade sig pcr-teste. Alle er jo i spil nu. Det kræver en, for at man kan komme af sted. Så alle er klar til at tage af sted, hvis der skulle blive brug for nogle af dem.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der havde forestillet sig, at det ville udvikle sig sådan her. Der ville komme nogle tilfælde. Det var vi nok godt klar over. Men at det har udviklet sig sådan her, var der nok ingen, der havde forudset, lød det fra Jacobsen efter sejren over Island.