Hatten af for Spanien

Nikolaj Jacobsen ærgrer sig over de mange danske fejl, men erkender, at Danmark tabte til et bedre hold med 29-25

Nikolaj Jacobsen forsøgte hele tiden at finde løsninger, men Mikkel Hansen og kompagni lavede for mange fejl. Foto. Jens Dresling.
Nikolaj Jacobsen forsøgte hele tiden at finde løsninger, men Mikkel Hansen og kompagni lavede for mange fejl. Foto. Jens Dresling.
Følg Håndbold

BUDAPEST (Ekstra Bladet): I sin tid som landstræner har Nikolaj Jacobsen vundet medaljer ved både VM og OL. Men aldrig ved EM. Han har stadig chancen i Budapest, men i givet fald må han nøjes med bronze.

De dobbelte EM-vindere fra Spanien var en nød, det danske landshold ikke kunne knække. For første gang ud af tre på et år tabte de danske verdensmestre en semifinale ved en slutrunde til Spanien, som var ualmindeligt godt forberedte på det danske angreb. Ved at gå frem på de danske backer forhindrede spanierne at Mikkel Hansen og kompagni fik gang i det hurtige spil.  

Det erkendte Nikolaj Jacobsen da også efter kampen.

- Var der noget, der overraskede dig hos Spanien?

- Nej, egentlig ikke. Vi havde svært ved at få fart i boldene. Jeg havde troet, at vi kunne vinde lidt flere mand-mand-dueller specielt inde i midtzonen, men det kunne vi ikke i dag. De var dygtige til at gå op og tage vores tempo ud af bolden. Så måtte vi selv bære bolden op i fart. Det er også i orden, men problemet er, at vi ikke vinder de dueller, og at det stort set kun er Mathias Gidsel, der gennem hele kampen sørger for at vinde mand-mand-duellerne og derved skabe noget overtal.

- Det der ærgrer mig mest, er at vi står godt defensivt og Niklas Landin har mange redninger i starten, men så laver vi tre-fire tekniske fejl, som vi normalt ikke gør. Der kunne vi måske have slået endnu større kapital af den gode defensiv. Lige der skifter kampen karakter. Vargas i det spanske mål begynder at have redningerne, og vi begynder at blive mere og mere usikre på tingene, og så bliver det en kamp, hvor det hele tiden er op ad bakke.

Artiklen fortsætter under billedet...

Vargas i det spanske mål havde de afgørende redninger i anden halvleg. Foto: Jens Dresling.
Vargas i det spanske mål havde de afgørende redninger i anden halvleg. Foto: Jens Dresling.
 

- Når vi endelig står godt i forsvaret og får taget et indspil, så lander den inde på stregen eller også står en af vores spillere i feltet. Og da Canellas kommer ind, gør han virkelig ondt på os. Han viser, hvorfor han har været en af de bedste i verden.

- Er du overrasket over, at det ikke blev spændende i slutfasen?

Jeg synes egentlig, vi får skabt de chancer i anden halvleg, der gør, at det godt kan blive spændende, men der må vi også bare sige, at vi misser tre-fire store chancer, og det trækker lidt af selvtilliden ud af os.

- Er der noget i bagklogskabens lys, du ville have gjort anderledes i løbet af anden halvleg?  

- Det skal jeg hjem og have kigget på. Det er svært lige nu.

- I går snakkede du om, at Niclas Kirkeløkke kunne komme i spil?

- Ja, men det var ikke en kamp, hvor vi kunne komme til skuddene inde i midtzonen. De stod med to store folk, der dækker med gode parader, og jeg synes, at Gidsel er den eneste, der sådan for alvor sørger for, at vi kan komme til nogen chancer. Det er ham, der næsten hver gang skaber vores overtalssituationer. Skulle jeg have taget Gidsel ud, ville vi risikere at gå helt i stå angrebsmæssigt.

Artiklen fortsætter under billedet...       

  

Mathias Gidsel forsøgte gang på gang at skabe overtal. Foto: Jens Dresling.
Mathias Gidsel forsøgte gang på gang at skabe overtal. Foto: Jens Dresling.
         

- I har efterlyst den helstøbte indsats ved den her slutrunde. Er du generelt skuffet over indsatsen?

- Nej, det er jeg ikke. Vi har spillet seks kampe, hvor vi mere eller mindre har haft rigtig godt styr på det. Jeg synes også, vi spiller en rigtig flot kamp mod Frankrig, hvor vi desværre ikke vinder den. I dag er jeg selvfølgelig skuffet over, at vi ikke kunne løse tingene bedre. Ellers synes jeg, vi har spillet en rigtig fin turnering indtil nu.

- Det gælder om at være skuffet i dag. Det skal vi være. Vi havde sat næsen op efter at spille finale. Det skal vi ikke. Nu skal vi hjem og samle kræfter og få noget humør på i morgen, så vi er klar til på søndag. Der skal vi gå ud og gøre alt, hvad vi kan for at få den bronze.

- I var på forhånd udråbt som EM-favoritter. Har det på nogen måde tynget holdet?

- Nej det synes jeg ikke. Resultaterne frem til semifinalen har været gode. Men vi må også bare erkende, at vi i dag møder et hold, som virkelig spiller på et højt niveau. Hatten af for Spanien. De spiller specielt de sidste 40 minutter af kampen bedre end vi gør. Vi har den bedste målmand de første 20 minutter. Der har den bedste de sidste 40 minutter. Det var ærgerligt, at vi ikke fik mere ud af det i starten, hvor Niklas Landin stod så godt, siger Nikolaj Jacobsen.   

Nikolaj blev udmanøvreret

Mere fra Ekstra Bladet+

Pape blev pelset af sin egen flok

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+