Helten mod Sverige advarer: Vi har problemer

Niklas Landin vil godt indrømme, han stod en god kamp, men han koncentrerer sig mere om de fejl og udfordringer, landsholdet har før knockout-fasen i VM

Niklas Landin advarer efter dramaet mod Sverige: Vi har problemer! Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin advarer efter dramaet mod Sverige: Vi har problemer! Foto: Lars Poulsen

PARIS (Ekstra Bladet): Håndbold er et simpelt spil. Man skal bare have en målmand, der napper 10 langskud, syv fløj-afslutninger, fem fra stregen og en enkelt kontra.

Så vinder man 27-25 over Sverige!

23 redninger, 48 procent. Den helt store, afgørende forskel i brødre-opgøret, der afgjorde gruppens førsteplads, den lettere vej videre i turneringen – og formentlig afsporede et træf med de franske værter allerede i kvartfinalen.

- Men man skal jo lige vinde ottendedelsfinalen for at komme så langt, siger Niklas Landin efter sin opvisning foran 13.850 tilskuere i Bercy.

- Det gik fint. Vi havde nogle problemer, og de fik jo forfærdeligt mange frie skud. Men igen… Jeg har lige talt med svensk tv, der fortalte HVOR mange frie skud de fik fra seks meter, og antallet overrasker mig lidt, siger han og tilføjer:

- Vi spillede ikke vores bedste landskamp, men der er heldigvis masser at tage fat på.

Når en målmand kender modstanderne så godt, som det er tilfældet med kolleger og klubkammerater fra Bundesligaen, kan pokerspillet af og til ende sådan: Skyder skytterne anderledes, fordi de regner med, at målmanden forventer lige præcis dén afslutning?

- Jeg har jo forberedt mig, og jeg ved da godt, jeg kan tage bolde, men jeg ved også, at modstanderne er gode. I dag ramte jeg bare en rigtigt god dag og fik en god start, så ja… Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige.

- Jeg var selvfølgelig også spændt, fordi der er så mange fra Bundesligaen og folk, jeg spiller med i Kiel, så det handler jo lidt om omvendt psykologi, om man skal gå meget efter skuddene fra video, samtidig med, man skal huske skuddene fra Bundesligaen og det, der sker, når vi står over for hinanden til træning, siger Niklas Landin og smiler lunt:

- Det var lidt en blandet pose bolsjer, jeg gik ind til i dag.

- Jeg har meget stor respekt for Sverige, der spiller noget god håndbold, og vi havde store problemer med at løse det. De fjernede fuldstændig vores kontraspil, og det er selvfølgelig lidt alarmerende og noget vi skal have ændret på, advarer kaptajnen.

Det MÅ have været en af hans absolut allerbedste kampe, men han fører ikke regnskab.

- Aner det ikke. Jeg har helt sikkert en afgørende rolle, men jeg går ikke og skriver ned, når jeg har spillet en god eller en dårlig kamp. Men det her var da en af de sjovere kampe – især når man vinder til sidst!

- Men vores spil sidder jo ikke i skabet, og når jeg får at vide, at jeg har haft 23 redninger mod 14 til svenskerne, og vi vinder kun med to mål… Så er der et eller andet i vore spil, som skal ændres.

- Svenskerne var jo godt forberedt på os, og vi vidste også udmærket, de ville bremse vores kontra ved at stække Mikkel. Det skal vi selvfølgelig have ændret, og der er måske nogle, der skal byde mere ind, hvis modstanderne tager Mikkel væk i den kontrafase, foreslår målmanden.

Nu venter to lettere kampe mod Bahrain og Qatar. Men ikke ifølge Landin.

- Det ved jeg sgu ikke. Vores mål er at vinde begge, og så er det ligegyldigt, hvad de hedder. Førstepladsen har været vores mål, fra vi startede. Jeg har ikke overblik over de andre grupper, men nu skal vi bare gøre vores arbejde færdigt, og så må vi tage den derfra.

Se også: Se karaktererne: Landin strålede - én skal op på hesten

Se også: Landin stjal showet i dansk gyser-sejr

Se også: Kong Hans om farlig afslutning: Derfor valgte jeg skruebolden

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere