KUMAMOTO (Ekstra Bladet): Inden afrejsen fra København i sidste uge var landstræner Klavs Bruun Jørgensen bekymret for, at den australske stregspiller Hannah Mouncey, som tidligere har været en mand, ville stjæle for meget opmærksomhed omkring Danmarks åbningskamp ved VM.
Men nu slipper Klavs Bruun og kompagni for den mere end 100 kilo tunge streg, som blev siet fra i sidste ende til den australske trup. Måske netop for ikke at stjæle for meget opmærksomhed.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ekstra Bladet spurgte Klavs Bruun ved ankomsten til træningshallen i Kumamoto, om han nu var lettet?
- Både og vil jeg sige. Der er noget trist over det. Jeg ved ikke, om jeg køber den forklaring, Australien er kommet med. At hun ikke skulle være god nok. Det ville være sundere, hvis vi fik en ordentlig afklaring, om det er ok, eller om det ikke er ok, at transkønnede kan deltage.
- Men som jeg har sagt tidligere, så synes jeg, det grundlæggende er synd, når et menneske ikke får lov til at udleve sin drømme. Men ellers betyder det ikke så meget. Jeg er ret sikker på, at vi havde slået Australien alligevel, og det kommer vi også til at gøre.
- For Australien tror jeg, det kan blive positivt, at hun ikke er med, for jeg tror, det ville have fyldt meget. Vi er her for håndbolden, men det betyder ikke, at vi ikke også kan blande os i kønsdebatter. Det er bare noget, man skal tage på et andet tidspunkt end lige op til et mesterskab, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Artiklen fortsætter under billederne...
Playmakeren Lotte Grigel er lidt i tvivl om, hvorvidt det er godt eller skidt, at Hannah Mouncey er valgt fra.
- Er det ærgerligt, I ikke kommer til at møde hende?
- Øh, jeg ved ikke, om jeg havde glædet mig til det.
- Lotte Grigel og 110 kilo stregspiller…
- Ja, jeg kunne godt se på billederne, at hun ser noget større ud, end vi gør. Men nu er hun så åbenbart ikke udtaget, og så forholder vi os til det og spiller mod dem, der stiller op.
- Har du tænkt over det helt principielle i det, at vi skal være imødekommende over for mennesker, der er skruet anderledes sammen?
- Det er en sprængfarlig diskussion at gå ind i, for det er næsten umuligt ikke at komme til at jokke i spinaten. Men som med alt andet skal man altid være åben, og der er meget, vi ikke forstår, når vi ikke har været i den situation. Jeg håber jo det bedste for hende og håber, hun bliver ved med at spille håndbold. Håndbold kan gøre mange gode ting for én.
Artiklen fortsætter under billedet...
Stregspilleren Sarah Iversen, der aldrig går af vejen for en ærlig fight, ville gerne have mødt Mouncey:
- Jamen øv. Jeg ærgrer mig da. Det er da max grineren med nogle lidt større, fysiske modstandere, som man kan gå til. Vi hørte jo bare, at de havde en transkønnet spiller, og det, syntes vi, lød meget sjovt.
- Hvordan har du det helt seriøst med, at kvinder kan komme op mod modstandere, der har været mænd?
- Det har jeg ikke været udsat for før. Men jeg tænker, at når nogen har godkendt det, så er det vel sådan, det er.
For bagspilleren Kristina Jørgensen fra Viborg fylder Hannah Mouncey ikke meget i optakten til kampen lørdag
- Vi har fokus på os selv. De stiller med dem, de gør, og vi skal bare spille vores spil.
- Var det en, I frygtede?
- Nej, det synes jeg ikke. Der har været en masse snak om det, men vi fokuserer på os selv og på at komme godt ind i turneringen, siger Kristina Jørgensen.
Ekstra Bladet dækker Danmarks VM-åbner mod Australien i dag LIVE fra kl. 12.30.
Se også: Klar melding: Klavs Bruun stopper, hvis VM kikser
Dansk VM-modstander dropper transkønnet spiller: - Tror det er klogt
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.