Hvem skal afløse Klavs Bruun? Han er klar favorit

Klavs Bruun Jørgensen blev onsdag fyret efter fem år som landstræner for håndboldkvinderne. Ekstra Bladet kommer her med deres bud på, hvem der kan overtage jobbet

Efter VM-slutrunden blev det ellers meldt ud, at man ville beholde Klavs Bruun Jørgensen i jobbet. Hvad er der foregået siden da? Jan Jensen udlægger det noget spøjse hændelsesforløb. Producer: Lasse Brøndal

Hvem kan overtage efter Klavs Bruun?

Jobbet som landstræner efter Klavs Bruun Jørgensen er pludseligt blevet ledigt. Men hvem kan overtage. Ekstra Bladet præsenterer her otte kandidater med Esbjergs Jesper Jensen som den klare favorit. Men hvem synes du skal overtage? Afgiv din stemme i bunden af artiklen.

Her er kandidaterne

 

Jesper Jensen

Træneren fra Team Esbjerg er den klare favorit til at overtage kvindelandsholdet. På den jyske vestkyst har han opnået store resultater, blandt andet med DM-guldet sidste sæson. Også i Champions League har han opnået gode resultater. Han er udstyret med en håndboldhjerne, som meget få kan matche.

 

Claus Mogensen

København Håndbolds cheftræner er tidligere kåret som årets kvindetræner i både Norge og Danmark. Med København Håndbold har han vundet DM-guld, mens han i Norge to gange førte Byåsens kvinder frem til samme placering. Han nærmer sig 10 års erfaring som træner for førende kvindehold.

 

Jakob Larsen

Den 45-årige cheftræner har kontrakt med Nykøbings kvinder frem til 2021. I bagagen har han en lang karriere som spiller i både ind- og udland. Han har spillet 87 landskampe for Grønland, og han har efterhånden 10 års erfaring som træner. Han har træner både mænd og kvinder.

 

Mathias Madsen

Med finalesejren over Odense Håndbold i pokalfinalen mellem jul og nytår fik den 37-årige Mathias Madsen for alvor slået sit navn fast i dansk kvindehåndbold. Den unge træner blev i december 2018 forfremmet fra assistent til chef for Herning-Ikast håndbold og nu kommer resultaterne.

 

Allan Heine

Den 39-årige cheftræner i franske Nantes bliver ledig på markedet til sommer. Han savner familien i Danmark og vil hjem. I Frankrig har han ført sit hold frem blandt topholdene. Tidligere har han vundet bronze med Viborg, men blev fyret året efter på grund af en katastrofal sæsonstart

 

Kim Rasmussen

Den rutinerede træner har skabt resultater uden for landets grænser. Han er dog ledig på markedet, efter at han i sidste uge blev fyret som træner for det ungarske kvindelandshold. Tidligere førte han Polens kvinder frem til to VM-semifinaler. Med CSM Bukarest vandt han Champions League i 2016.

 

Morten Soubak

Brugsuddelersønnen fra Fodby har siden 2007 slået sine folder i udlandet. I mange år var han træner for det brasilianske kvindelandshold, som han førte til VM-guldet i 2013. Nu styrer han Angolas kvinder, som sigter efter succes ved OL i Tokyo til sommer. 55-årige Soubak har 20 års trænererfaring.

 

Helle Thomsen

Norske Moldes nuværende træner er tidligere blevet kåret som Europas bedste kvindetræner. Hun har vundet DM med FC Midtjylland og EM-og VM-medaljer med det svenske og hollandske kvindelandshold. Hun har trænererfaring fra fire lande, men står ikke højt på DHF’s liste.

 

DET BRUUNE PUNKTUM: Sådan gjorde landstræneren det

 

2015 VM i Danmark: Danmark nr. 6 (Kikser)

Danmark slår Sverige 26-19 i ottendedelsfinalen, men taber 30-31 til Rumænien i kvartfinalen. Taber kampen om femtepladsen til Rusland 21-25, og spillerne klandrer efterfølgende landstræneren for, at han slet ikke var klar over, hvor vigtig femtepladsen var. Danmark ville være kommet i en gruppe med blot to europæiske hold.

 

2016 OL-kvalifikation i Danmark: Danmark slået ud (Kikser)

Landsholdet åbner med 25-32 mod Rumænien, og så er ballet næsten forbi. Holdet taber 22-26 til Montenegro og vinder 38-17 over Uruguay. Danmark kommer trods hjemmebane i Aarhus ikke til OL i Rio.

 

2016: Spillernes evaluering (Kikser)

Ekstra Bladet kan i maj afsløre, at spillerne i en tre sider lang evaluering sviner Klavs Bruun Jørgensen til. Landstræneren bliver simpelt hen skilt ad. Det mest kuriøse punkt er, at han op til den første OL-kvalkamp mod Rumænien har vist gamle vhs-videoer af DM-finalen i 1997, hvor Virum med landstræneren og Søren Herskind vinder guld over Ajax.

Spillerne spørger: Hvorfor skulle de se fem minutters video af Rumænien og 50 minutter af en DM-finale? Det modsatte havde måske været mere optimalt!

 

2016 EM i Sverige: Danmark nummer 4 (pletskud)

Her kommer den eneste deciderede succes! Et EM efter OL bærer dog altid præg af slidte og stoppede spillere. Danmark vinder rub og stub i gruppen med Tjekkiet, Montenegro og Ungarn og slæber maksimumpoint med til mellemrunden, og efter kampe mod Norge 20-22, Rusland 26-26, Rumænien 21-17 venter Holland i semifinalen 22-26. Holdet taber bronzekampen til Frankrig 22-25.

 

2017 VM i Tyskland: Danmark nummer 6 (kikser)

DHF forlænger en uge inden slutrunden med landstræneren, så kontrakten løber tre år til sommeren 2021. Danmark videre fra gruppespil med Montenegro 24-31, Japan 32-18, Tunesien 37-19, Brasilien 22-20 og Rusland 27-32. Slår Tyskland i ottendedelsfinalen 21-17 og taber til Sverige i kvartfinalen 23-26 i en kamp, de havde alle chancer for at vinde.

 

2018 EM i Frankrig: Danmark nummer 8 (Kikser)

Danmark åbner med 30-29 over Sverige, da Sandra Toft plukker Nathalie Hagman på straffe efter tid og slår derefter Polen 28-21. Taber til et smalt serbisk hold 25-30, går i mellemrunden – og klasker sammen mod Frankrig 23-29 og Rusland 21-32. Holdet rejser sig og viser moral med 24-23 over Montenegro i den sidste kamp.

 

2019 VM i Japan: Danmark nummer 9 (Kikser)

Danmark kommer haltende i gang med VM efter storsejren over Australien. 26-26 mod Sydkorea, 25-26 mod Tyskland og 24-18 over Brasilien sætter holdet under pres: Kun en sejr over de franske europa- og verdensmestre sender holdet ind i hovedturneringen. Landsholdet med en nok engang storspillende Sandra Toft i målet vinder 20-18.

Holdet taber derefter til et afbudsramt Norge 19-22, men vinder 27-24 over Holland og skal så ’blot’ vinde over Serbien for at sende sig selv videre til en kamp om syvendepladsen. De spiller 26-26, og drømmen om OL i Tokyo næste sommer er dræbt.

Foto: Lars Poulsen Håndbold - 8. jan. 2020 - kl. 13:46 Klavs Bruun stopper som landstræner

Se også: Fire dage igen: - Det er bekymrende

Sandra Toft nyder godt af det franske opsving. Foto: Bo Amstrup Sport og Spil Her ruller millionerne: Så meget tjener VM-pigerne

36 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere