I aften angriber han igen

Mod Island var Gidsel involveret i 19 mål og fik masser af slag – nu glæder han sig til Kroatien-kampen  

Sådan spiller Mathias Gidsel gerne håndbold. Flyvende og med fuld indsats. Foto: Lars Poulsen.
Sådan spiller Mathias Gidsel gerne håndbold. Flyvende og med fuld indsats. Foto: Lars Poulsen.
Følg Håndbold

BUDAPEST (Ekstra Bladet): Der er 30 sekunder igen af kampen. Danmark er sikker på sejren over Island. Der er ingen grund til at sætte liv og lemmer på spil. Alligevel angriber Mathias Gidsel aggressivt det islandske forsvar. Han letter fra jorden, ligger nærmest vandret i luften.

Højre ben føres op som til et saksespark. Han holder bolden lææænge, mens han hænger der mere end en meter over halgulvet.

Da tacklingen kommer, spiller han Magnus Saugstrup fri på stregen.

Gidsel selv? Han falder til gulvet med et brag. Det er, hvad billedsekvensen fortæller. Fanget af Ekstra Bladets fotograf Lars Poulsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gidsel gik i gulvet efter endt lufttur. Foto. Lars Poulsen.
Gidsel gik i gulvet efter endt lufttur. Foto. Lars Poulsen.
 

På det tidspunkt havde Mathias Gidsel allerede gjort sit til sejren. Han var involveret i 19 af de 28 danske mål. Han scorede selv ni, havde fem assist og trak fem straffekast.

Alligevel kunne han ikke nære sig. Han satte et sidste vildt angreb ind.

Men hvordan opfattede 22-årige Gidsel selv situationen:

– Det ligner lidt et fodboldbillede, men det er nok bare mig i aktion. Jeg forsøgte lige en mulighed til allersidst i kampen.

– Du kan huske sekvensen?

– Ja, det er allersidste angreb. Jeg kan huske, at jeg går ind over midten og får lidt kontakt. Så skal jeg lige have lov til at hænge i luften lidt ekstra tid. Jeg kunne ikke se, hvor muligheden var før til allersidst, og så fandt jeg Saugstrup.

– Og så faldt du?

– Jeg røg da ned på ryggen bagefter og tog lige ti sekunder på jorden, inden jeg rejste mig igen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mathias Gidsel er sendt i gulvet efter en lufttur. Foto: Lars Poulsen.
Mathias Gidsel er sendt i gulvet efter en lufttur. Foto: Lars Poulsen.
 

– Det er en del af din spillestil?

– Det er det jo. Det har jeg levet af hele min karriere. Jeg kommer ned og får nogen knubs. Jeg bruger den ekstra tid, man har i luften, til at finde den rigtige aflevering. Lidt skæve vinkler og lidt vandret i luften, det gør det lidt nemmere for mig. Man køber lidt mere tid, men det betyder også, at man skal ned og ramme jorden.

– Er du så hel i dag?

– Ja, jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor godt det var mod Island, også i forhold til det slag, jeg fik i ribbenene for nogle dage siden. Jeg var lidt nervøs for, at Island ville gå lidt ekstra til mig, og om kroppen kunne holde til det. Jeg fik da også et par ekstra slag fra dem, men jeg reagerede bedre, end jeg havde forventet på alle de knubs, jeg fik.

– Der var ikke mange gange, jeg tænkte ’puha det gør ondt i ribbenene, det her’. Jeg er positivt overrasket. Jeg er øm. Det vil jeg også være i morgen og resten af turneringen, men kroppen har reageret virkelig fint.

– Der blev trukket store veksler på dig mod Island. Er du helt o.k. konditionsmæssigt og fysisk?

– Ja, jeg havde jo også lige fået fire fridage, så det var måske også mig, der skulle give den et ekstra nøk. Det skyldte jeg. Jeg føler mig frisk. Jeg har friske ben på trods af, at det var en lang og sej kamp mod Island.

– Jeg glæder mig allerede til at spille mod Kroatien lørdag (i dag, red.), og det er det bedste bevis på, at man er klar til kamp igen. Jeg er fit for fight bortset fra et par ømme ribben.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mathias Gidsel var i dialog med bolden ved fredagens træning forud for kampen mod Kroatien. Foto. Lars Poulsen.
Mathias Gidsel var i dialog med bolden ved fredagens træning forud for kampen mod Kroatien. Foto. Lars Poulsen.
 

– I første halvleg var der et formidabelt samarbejde mellem dig og Rasmus Lauge. Er det noget, I har trænet meget på?

– Vi træner på det hver dag. Vi snakker hele tiden om, hvordan vi kan forbedre os i angrebet, og jeg synes især i første halvleg mod Island, at Lauge viste, hvor dygtig han er til at skabe rum og plads og til at holde bolden i gang.

– Med det hurtige spil, vi havde der, bliver vi svære at stoppe. Anden halvleg blev lidt mere forkrampet, så vi skal blive ved med at udvikle os, så vi kan have det spil i 60 minutter. Lykkes det, begynder det at se rigtig godt ud, siger Mathias Gidsel.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+