Indendørs sport må vente til august

Ifølge regeringens aftale om en plan for genåbning må visse indendørs sportsaktiviteter vente til august

Håndboldsporten har været lukket ned i de seneste måneder og ser ikke ud til at komme i gang før tidligst i august. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Håndboldsporten har været lukket ned i de seneste måneder og ser ikke ud til at komme i gang før tidligst i august. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Selv om der åbnes op for Superligaen i fodbold og andre sportsgrene i genåbningen af Danmark, er det ikke alle, der kan dyrke deres sport lige med det samme.

Det fremgår af regeringens samlede plan for genåbning af samfundet i coronakrisen. Planen er offentliggjort fredag morgen.

Regeringen er sammen med Folketingets partier blevet enige om genåbningens fase 3, som er sat til at gå i gang 8. juni.

Heri fremgår det, at de nuværende restriktioner vil blive opretholdt i 'dele af indendørs sports- og fritidsaktiviteter'.

Det drejer sig om for eksempel fitnesscentre, badelande, legelande og svømmehaller, som fortsat skal være lukket frem til starten af august, hvor fase 4 forventes at begynde.

Det betyder også, at visse indendørs sports- og fritidsaktiviteter tidligst bliver åbnet i starten af august.

Hvilke indendørs idrætsgrene, der skal vente til fase 4 i august, og hvilke der kan begynde i fase 3 i juni, er endnu ikke afklaret.

En sportsgren som eksempelvis håndbold, som spilles i indendørshaller med masser af fysisk kropskontakt, må formodes at skulle vente længere end idrætsgrene uden kontakt.

En lang række andre sportsgrene dyrkes også i haller og i andre indendørs faciliteter og venter på klarhed om, hvornår de kan komme i gang.

Det skal der findes ud af i den kommende tid.

I fase 2, som Danmark er nået til nu, er der fortsat et forsamlingsforbud på maksimalt ti personer.

I fase 3, som går i gang 8. juni, hæves det forsamlingsforbud til mellem 30 og 50.

Og forbuddet mod arrangementer og begivenheder, hvor der er flere end 500 personer til stede frem til minimum 31. august, fastholdes.

Og det hæves som udgangspunkt ikke til mere end 500 før tidligst i september, fremgår det af aftalen fredag. Forbuddet vurderes ved hver faseovergang.

- Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende hvor der er flere end 500 personer til stede, fastholdes til minimum 31. august, lyder det i aftalen.

Det betyder, at større sportsbegivenheder eller kampe fortsat ikke kan spilles med tilskuere før til september.

Hvis coronaepidemien blusser op, kan regeringen fravige den samlede plan og indføre nødvendige restriktioner.

2 kommentarer
Vis kommentarer