Indrømmer: - Idiotisk beslutning

Jannick Green traf dumme valg og missede både VM og OL – nu er han endelig klar til at spille sig til EM

Jannick Green satsede og missede både VM og OL. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jannick Green satsede og missede både VM og OL. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Følg Håndbold

- Det var en idiotisk beslutning!

Jannick Green erkender en søndag i Trondheim blankt, at han traf mange forkerte valg sidste efterår og et halvt år frem. De endte med at koste først VM og siden OL – og det gjorde ondt.

Mod Holland stod den 33-årige vestjyde fra Magdeburg igen stærkt og scorede topkarakter som i de tilsvarende første 30 minutter mod Norge, og dermed er Nikolaj Jacobsens keeper-kabale før EM blev en power-poker af rang.

Øverst hersker den afspadserende Niklas Landin! Fra VM i 2013 var Jannick Green en sikker nummer to – minus EM i Polen 2016, hvor Kevin Møller vandt billetten – og indtil VM i januar i Kairo. Nu halser Magdeburg-keeperen pludselig som nummer fire i kapløbet, hvor Emil Nielsen også kommer bragende.

Et ledt spørgsmål: Hvordan står du i den konkurrence?

- Der er jeg sgu nok den forkerte at spørge. Jeg synes selvfølgelig, jeg skal med, men det er jo op til Nikolaj – og jeg ved godt, det er et rigtigt politikersvar…

Hvordan er du tilfreds efter denne tur til Trondheim?

- Jamen, jeg synes, det gik godt. I den første kamp mod Norge gik det fint i næsten alle 30 minutter, jeg fik inden pausen, og det er lidt det samme i dag. Der er lige et enkelt udfald, men ellers er det gået godt i kampene, fint til træning, og jeg er glad for den uge, jeg har haft.

Der er altid noget, der ærgrer en målmand. Hvad er det i dag?

- Småting. Jeg rammer ikke en bold de første fem minutter, og så er der et par gange, hvor jeg bliver fanget bag ellers okay parader. Det er småting og aftaler, der ikke holder helt – som at jeg i dag spiller mod min holdkammerat fra Magdeburg, Kay Smits, og jeg vidste godt, hvor han ville skyde det første straffekast. Men han fik bolden ind alligevel. Sådan nogle ting.

Ja, der smilede du som en schæferhund….

- Nu har han og jeg stået og skudt straffe i en måned, og så er det sgu også ærgerligt, man ikke tager den, haha.

Har han hånet dig?

- Nej, men han grinede hele vejen ud til bænken. Sådan kan det gå.

Her vogter jeg. Jannick Green stod stærkt i første halvleg mod Holland. Foto: Annika Byrde/NTB/Ritzau Scanpix
Her vogter jeg. Jannick Green stod stærkt i første halvleg mod Holland. Foto: Annika Byrde/NTB/Ritzau Scanpix
 

Danmark slog uden problemer Holland 33-19 med folkene fra anden geled, og efter som Kevin Møller kun har spillet en halvleg i Norge, tyder meget på at han er nummer to i hierarkiet – og Emil Nielsen og Jannick Green slås om at blive nummer tre i den 20 mand store EM-trup.

Det kunne måske have set anderledes ud, hvis Jannick Green havde satset anderledes sidste efterår. Han satsede stort og ramte ved siden af alt.

- Jeg fik knæskaden i oktober sidste år. I første omgang håbede jeg at blive klar til VM i Egypten – og det kunne jeg så ikke nå. Så håbede jeg at kunne genoptræne knæet under slutrunden i januar, så jeg ikke skulle opereres, og det viste sig så at være en idiotisk beslutning – jeg skulle have taget operationen der, indrømmer han nu.

- Jeg trak den og trak den og mødte ind til en landsholdssamling i forbindelse med kampene mod Schweiz og Finland i foråret, hvor fysioterapeuterne ret hurtigt sendte mig hjem. Jeg spillede i klubben og… Håbede…. Men jeg kan jo godt se, at de traf den helt rigtige beslutning, for mit knæ var hævet efter hver eneste træning og kamp.

- Det var så oven i købet så uheldigt, at vi mødte ind i landsholdslejren efter en Bundesligakamp i Erlangen, hvor gulvet er så elendigt, så mit knæ var ekstra stort den dag. Så skal man selvfølgelig ikke spille OL… Det var den rigtige beslutning, men… Det var hårdt at sluge den, det tog noget tid. Det var lettere op til VM, for der kunne jeg tydeligt mærke, der ikke var en chance, siger Jannick Green.

Så strækker vi lige ud - og op. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Så strækker vi lige ud - og op. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Jannick Green blev meniskopereret 20. juni.

- Det bitre er jo, at jeg havde kæmpet i tre-fire måneder for at holde knæet i en tilstand, så jeg troede, jeg havde en chance for at komme i betragtning til en plads i OL-truppen – og det lykkedes jo overhovedet ikke. Det var sgu hårdt.

Oven i det havde du så spildt din tid?

- Jow, jeg var sur på mig selv over, at jeg ikke bare blev opereret fra start. Men vi gjorde jo tingene, som vi troede, det var bedst, for man vil jo også gerne undgå operationer, hvis man kan.

Hvad fik du lavet?

- De har glattet den. Den var helt flosset – den hang sådan lidt i trevler og mindede om det der ingefær, du får til sushi. Det er snittet væk, og jeg har ikke haft problemer siden, siger Jannick Green.

Hvad skal der til for at score den EM-billet?

- Jeg tænker… At man skal vise, man kan stå på mål!

De står tilbage og ligner idioter

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.