Ingen OL-revanche: Kæmpe dansk kollaps

Danmark var på sikker kurs mod sejr over Frankrig, men smed en komfortabel føring over styr, og så endte det med nederlag på 29-30. Nu venter Spanien i EM-semifinalen

Hvad skete der lige der, Danmark? Foto: Jens Dresling
Hvad skete der lige der, Danmark? Foto: Jens Dresling
Følg Håndbold

BUDAPEST (Ekstra Bladet): Danmark var heldigvis smuttet i forvejen.

Pladsen i semifinalen var på plads inden mødet med Frankrig, og det skulle vise sig at blive vigtigt.

For trods en gigantisk pauseføring på 17-12 og et forspring af samme størrelse med 12 minutter igen, smed Nikolaj Jacobsens tropper det hele til sidst.

Det sluttede med et nederlag på 29-30 til de franske comeback-konger.

Landstræneren havde givet flere af de bærende profiler et hvil i den sidste mellemrunde-kamp, og stjerner som Mikkel Hansen og Mathias Gidsel var helt ude af truppen.

Slipper man dårligt fra den slags mod de olympiske mestre? Det korte svar blev ja. Det lange er, at Danmarks bredde ved dette EM er fyldt med kvalitet, og kun sløseri mod slutningen kostede sejren.

Kirkeløkke i aktion. Foto: ATTILA KISBENEDEK / Ritzau Scanpix
Kirkeløkke i aktion. Foto: ATTILA KISBENEDEK / Ritzau Scanpix

Sagesløse keepere
Jacob Holm og Niclas Kirkeløkke tog sig i hvert fald ingen friaften i MVM Dome.

De danske bagspillere havde ladt kanonen med det tunge krudt, og det fik de franske keepere at mærke i første halvleg. Tolv træffere - seks til hver - stod duoen for inden sidebyttet.

Boldene haglede simpelthen ind mellem ørerne på både Vincent Gérard og Wesley Pardin, der slet ikke fik fat på noget i de første 25 minutter. Som i INTET!

Ikke en eneste redning blev målmandsduoen noteret for, indtil fem minutter før sidebyttet, hvor en fodparade satte en stopper for Simon Halds forsøg fra stregen.

Det skal være usagt, hvor mange kilometer Gudmundur Gudmundsson da havde tilbagelagt på den gåtur, den islandske landstræner bebudede, han ville begive sig ud på, mens Danmark og Frankrig var i kamp.

Der var simpelthen for meget på spil for Island, til at den karismatiske boss kunne klare at se med.

En dansk sejr ville sende islændingene i semifinalen – uafgjort eller fransk triumf ville resultere i en kamp om femtepladsen.

Man kan kun håbe, at Gudmundsson fik besked om udviklingen undervejs og fandt telefonen frem og vej til en fornuftig wifi-forbindelse.

For Danmark storspillede det meste af dysten, og inden pausen lykkedes stort set alt for offensiven, der var velafstemt af en flyvende Holm og en skudsulten Kirkeløkke.

Nikolaj Jacobsen havde nok at se til. Foto: BERNADETT SZABO/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen havde nok at se til. Foto: BERNADETT SZABO/Ritzau Scanpix

Totalt kollaps
Det var, som om at de to var på en mission. Nikolaj Jacobsen fandt i hvert fald ud af, at Bundesliga-spillerne er til at stole på i den ventende semifinale.

Den danske landstræner står ganske enkelt med et luksusproblem over hele linjen.

For med til historien om den danske pauseføring på fem scoringer var også, at Kevin Møller gav prøver på sit enorme niveau i målet.

Han havde fået chancen i første halvdel af kampen, mens Niklas Landin tog over efter pausen.

Kiel-keeperen fortsatte, hvor kollegaen slap. Til at starte med.

De franske skytter blev læst indledningsvis, og selv om det etablerede angrebsspil hos Danmark faldt en lille smule i niveau, var der rigeligt med klasse til, at det langt inde i anden halvleg fortsat var decideret merde for OL-guldvinderne.

Altså lige indtil de tog sig sammen - eller Danmark faldt sammen. Måske handlede det om begge dele.

Katastrofen indtraf i hvert fald i slowmotion. Med 12 minutter igen var føringen på 27-22, men herefter gik danskerne fuldstændig i stå.

Chancer blev brændt på stribe, og Landin fik heller ikke fulgt op på sin fine start.

Nikola Karabatic og Frankrig fik vendt bøtten mod Danmark. Foto: Jens Dresling
Nikola Karabatic og Frankrig fik vendt bøtten mod Danmark. Foto: Jens Dresling
 

Spanien venter
Straffen kom prompte, og Frankrig åd den danske føring bid for bid.

Efter 56 minutter bragte de balance i regnskabet for første gang siden 0-0, og med halvandet minut igen prøvede de så at være foran i kampen!

Det var svært at begribe, hvordan det hele kunne vende på så kort tid, og man kan kun håbe, at Gudmundsson fik lukket for signalet, hvis han ellers havde nået at få åbnet for kanalen.

Islands drøm om en semifinale er i hvert fald slukket, mens Frankrig derimod tilslutter sig Danmark og er blandt de sidste fire i turneringen.

Fredag venter Spanien for det danske landshold, mens Sverige mødes med Danmarks overmænd i den anden semifinale.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+