Team Esbjerg har forlænget kontrakten med Estavana Polman. Det bekræfter den hollandske profil i et interview med DR.
Forlængelsen betyder, at 27-årige Polman også spiller i Esbjerg i den kommende sæson.
- Jeg er stadig glad for at være her, og jeg tror, vi stadig kan tage nogle yderligere step.
- Hvis du spiller i den danske liga, spiller du altid mod gode hold. Man skal være klar. Det er det, der gør det spændende for mig. Jeg er ikke klar til at forlade klubben, siger hun til DR.
Den hollandske landsholdsspiller kom til Team Esbjerg i 2013. Inden da spillede hun to sæsoner i Sønderjyske Håndbold.
Med Esbjerg har hun været med til at vinde mesterskaber i 2016 og 2019, og i 2017 blev holdet pokalmester.
Hun har spillet på det hollandske landshold siden 2010 og været med til at vinde VM- og EM-sølv og -bronze.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Privat danner hun par med den hollandske fodboldstjerne Rafael van der Vaart, som indstillede en glorværdig karriere i 2018.
De seneste kapitler i den fodbold-fortælling bød på to år i dansk fodbold for henholdsvis FC Midtjylland og senest Esbjerg.
Inden da havde han spillet for storklubber som Tottenham og Real Madrid, men kærligheden sendte til sidst midtbanespilleren til mindre pompøse rammer i Vestjylland.
Her har parret fundet ro i tilværelsen, og det har været afgørende for Polmans valg, fortæller hun i interviewet med DR.
- Familien betyder meget. De er glade her. Det er ikke den vildeste by at bo i. Vi kan lide roen. Det er det vigtigste. Blandingen mellem håndbold og familie.
- Hvis vi har det godt, er alt godt. Det føles rigtig godt her, jeg ved, hvad jeg har, fortæller hun til DR.
Søndag var Team Esbjerg i aktion i Champions League, hvor det blev til storsejr på 35-22 over MKS Lublin fra Polen.
Vestjyderne har otte point efter de seks gruppekampe og indtager andenpladsen. Topholdet Rostov-Don fra Rusland slutter på ni point, Bucuresti slutter med syv point, mens Lublin ingen point har fået.
Superligaens brændpunkter: Advarselsklokkerne ringer i Parken
Millionerne ruller på landsholdet: Her er VM-heltenes guld-lønninger