Jeg har oplevet værre ting – det bliver også tirsdag i morgen

- Nederlaget til Island tyngede os mere, end jeg havde troet – og frygtet – siger Nikolaj Jacobsen, der nu er fuldstændig i Gudmundur Gudmundssons vold

Det er da løgn! Nikolaj Jacobsen kan ikke tro sine egne øjne under en kamp, hvor holdet lavede flere fejl end under hele VM for et år siden. Foto: Lars Poulsen
Det er da løgn! Nikolaj Jacobsen kan ikke tro sine egne øjne under en kamp, hvor holdet lavede flere fejl end under hele VM for et år siden. Foto: Lars Poulsen

MALMØ (Ekstra Bladet): De havde chancen for at vinde, de havde strengt taget ikke fortjente det. Danmark har efter 24-24 mod Ungarn stadig et spinkelt håb om at gå videre, hvis Island onduleret Ungarn, og Danmark slår Rusland onsdag.

Island er videre, men Gudmundur Gudmundssons tropper spiller selvfølgelig for en sejr, der giver dem to point med ind i næste fase af EM.

Men det er ikke rart for verdensmestrene at stå og være afhængige af andre, indrømmer Nikolaj Jacobsen, der har fået blodtrykket driblet ned i normalt leje et kvarter efter kampen.

- Pulsen er da faldet lidt ned efter en hektisk kamp, siger han og medgiver:

- Vi havde overhovedet ikke kontrol, men med 24-24 og SÅ mange fejl og så mange brændte afslutninger, skal man egentlig slet ikke forvente at få noget med fra en håndboldkamp, som vi gjorde i dag.

- I dag synes jeg, det er vores eget spil, altså. Jeg tæller fem skud FORBI mål i første halvleg plus syv brændte 100 procent-chancer, og vi skal jo føre ved pausen og ikke lade Ungarn være foran.

- Så skal holdet have ros for, at vi får kæmpet os tilbage i anden halvleg, da det ser skidt ud, men man kan godt se, det ikke et er hold, der har samme selvtillid og kommer med samme fremskudte brystkasser, som det gjorde for et år siden.

- Et godt eksempel er vores overtalsspil, som var eminent under VM, det har nu i begge kampe ikke siddet skidegodt.

Mikkel Hansen får en ordentlig skideballe. Paris-stjernen havde ikke nogen heldig dag, scorede kun tre gange og brændte fem forsøg. Deriblandt et straffekast. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Hansen får en ordentlig skideballe. Paris-stjernen havde ikke nogen heldig dag, scorede kun tre gange og brændte fem forsøg. Deriblandt et straffekast. Foto: Lars Poulsen
 

- Hvordan er det at stå i den situation?

- Jamen, det er jo ikke sjovt, det er klart. Vi havde da håbet på noget andet, så det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt. I lørdags var det en god kamp, og Island gjorde sig fortjent til den sejr – eller i hvert fald det ene point – fordi de spillede godt. I dag synes jeg, det er os selv, der skaber de problemer, vi får med Ungarn.

- Var det nederlag nok til at ryste jer op til denne kamp?

- Man skal jo ikke underkende, at det nye format, hvor kun to hold går videre, betyder noget. Når du så taber til Island, har du ryggen mod muren, og selv om man prøver at lade være med at tænke tanken, så kan man ikke lade være med det: Altså at man efter to kampe kan være smidt hjem.

- Det er hårdt, når man er i en situation, som vi er – og som Frankrig var. Når holdene møder os, kan de spille frit, fordi der ikke er noget forventningspres. Det ligger på os, og derfor er dette format ekstremt hårdt. Når du så taber den første, er der ingen tvivl om, at betydningen af denne kamp og udfaldet af den… Altså, jeg synes, man kunne se, det tyngede os mere, end jeg lige havde frygtet.

- Kom deres offensive forsvar som en overraskelse for jer?

- Jeg synes ikke, deres forsvar tager fusen på os. Vi tilspiller os jo så fine chancer inden pausen, at der jo som sådan ikke var grund til at lave noget om. Vi har jo egentlig styr på det – men vi får bare ikke scoret.

- Vi er selvfølgelig skuffede. Vi kan ikke selv afgøre det, og nu er vi nødt til at håbe på vores islandske kammerater, hvis man kan tillade sig at kalde dem det. Det er de i hvert på onsdag. Men følelsen af at have brug for hjælp fra andre er selvfølgelig ikke rar.

- Skal spillerne have en røffel – eller trøstes?

- Det er lidt af begge dele. Jeg er ikke tilfreds, og det er spillerne heller ikke, men vi vinder og taber som et hold.

- Er du overrasket over præstationen i EM indtil nu?

- Jeg er overrasket over præstationen i dag, jeg er overrasket over, at vi kan lave så mange fejl og virke så nervøse, som vi gør.

Niklas Landin havde 20 redninger og stod med 45 procent. Fornemt - bare ikke nok på en aften, da den danske offensiv overhovedet ikke var i gear. Foto: Lars Poulsen
Niklas Landin havde 20 redninger og stod med 45 procent. Fornemt - bare ikke nok på en aften, da den danske offensiv overhovedet ikke var i gear. Foto: Lars Poulsen
 

Niklas Landin rev 20 redninger ud af ærmerne og fortjener ros. Det er der ikke mange andre, der gør…

- Niklas står rigtigt godt og er med til at holde os inde i kampen, så han fortjener stor ros ligesom Bramming, der spiller en flot kamp, og jeg synes også, Mads Mensah går ind og tager noget ansvar i nogle kritiske faser af kampen, men ellers er der i sådan en kamp for få rigtigt gode præstationer.

- Vinder den ungarske træner på taktikbrættet?

- Det synes jeg jo ikke, for vi løser tingene langt hen ad vejen, men vi bliver nødt til at prøve noget, for ellers begynder hovederne jo at hænge længere og længere nede, siger Nikolaj Jacobsen, der har haft sine udfordringer med skader – og specielt én spiller er savnet:

- Jeg savner Magnus Landin vanvittigt meget, og der er opstillinger, jeg slet ikke kan spille. Han er nok vores vigtigste spiller i forhold til balancen på holdet.

- Frankrig er ude. I risikerer det samme i et EM, der er udvidet med otte hold. Bør man ændre formatet?

- Jeg skal ikke stå her og tude, når vi ikke kan gøre det bedre, end vi gør. Så er det  bare at klappe hælene sammen og tage arbejdshandskerne på.

- Du virker meget rolig?

- Det er håndbold. Jeg har oplevet mange værre ting i livet end at tabe en håndboldkamp, så der er ikke noget, der kommer til at ryste mig. Selv om jeg taber en håndboldkamp, så bliver det alligevel tirsdag morgen efter i nat!

Se også: Jeg savner det danske landshold

Foto: Lars Poulsen Håndbold - 13. jan. 2020 - kl. 22:00 Drama helt til sidst: Danmark lever efter uafgjort

Mikkel Hansen havde ikke nogen stor kamp. Foto: Lars Poulsen Håndbold - 13. jan. 2020 - kl. 22:22 To var geniale: Men hvor var Mikkel?

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere