ESBJERG (Ekstra Bladet): En sejr på ti kasser over en tidligere europæisk stormagt – og kæresten sad glad og kampklar og heppede med på tilskuerrækkerne. Estavana Polman og Rafael van der Vaart havde masser af glæde sig over, da de omfavnede hinanden efter Team Esbjergs historiske Champions League-debut.
35-25 er dog til at tage og føle på for et hold, der – indrømmer hollænderen – havde en passende dosis kriller i maven, inden spillerne marcherede ind for at høre håndboldens Champions League-hymne op til kampen mod Krim Mercator.
Og hvis Rafael van der Vaart er lige så skarp i side-bevægelserne som kæresten, venter der tilskuerne noget af en oplevelse søndag aften i ulve-hulen…
Team Esbjerg er i gruppespillet parret med svenske Sävehof, norske Larvik og det tidligere slovenske storhold, der vandt turneringen i 2001 og 2003 – men stiller i en mere pauver udgave anno 2016. De tre bedste går til næste runde efter jul, og Team Esbjerg skal klare den hurdle i overbevisende stil.
- Men du kan aldrig være sikker på noget som helst. Hvis vi spiller lige så godt i de andre kampe, skal vi nok gå videre fra denne gruppe. Vi løber med dem, vi spiller virkelig godt, vores defensiv er tæt på perfekt, og alt fittede i dag – men vi ved også, at vi som hold har perioder, hvor vi er oppe og andre, hvor vi er nede, erkender Estavana Polman og tilføjer grinende:
- Men 35-25 – det er vi godt tilfredse med!
Vestjyderne burde have lukket leddet effektivt allerede i starten, men 10-4 blev til 10-8.
- De begyndte at spille lidt bedre, vi begyndte at tænke lidt for meget på forsvar, og så har de nogle spillere, der individuelt er virkeligt gode. Men de leverer ikke en særligt stærk hold-præstation, hvorimod vi spiller som et hold – og derfor vinder vi i dag, siger den hollandske strateg.
- Jeg håber bare, vi spiller godt, og så ser vi, hvor det bringer os hen. Vi er glade for at være i Champions League, men du kender mig og ved, jeg aldrig er tilfreds med bare at være med. Jeg har ikke tænkt mig at tabe til Larvik og Sävehof. Vi vil gå så langt, som vi overhovedet kan. Vi går altid efter at blive nummer et, siger Estavana Polman.
- Hvor langt tror du, det er realistisk, I kan nå?
- Bare kom med dem! Vi er helt nye i denne turnering, så vi nyder hvert et øjeblik. I dag spillede vi godt, og alle tænker bare sådan lidt, du ved: Wow! Vi hørte hymnen, og nu er vi i gang. Vi har intet pres på os, for ingen forlanger, at vi skal vinde Champions League.
- Vi vil prøve, men har også en drøm om at vinde det danske mesterskab igen. Vi skal også vinde over Ringkøbing – og FC Midtjylland. Det var derfor, jeg valgte at blive i Danmark – fordi hver eneste kamp tæller, uanset om der er 50 tilskuere – eller 5000 i hallen, siger hollænderen.
- Hvad skal Rafael gøre af sig selv, når I møder FC Midtjylland?
- Jeg slår ham ihjel, hvis han ikke fejrer mig og holder med os, lyder det prompte – efterfulgt af et ordentligt grin.
Parret er flyttet i hus i Esbjerg og er ved at lande oven på den ekstreme opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på det celebre kæreste-forhold.
- Det har været turbulent, men vi er ved at lande. Nu er det vigtigt, at vi hver især har vores karrierer i fokus. Vi skal lige have lidt ro på, siger Estavana Polman.
Der er fuld Vaart over feltet…
Tæt på Esbjergs Estavana: Klar til at myrde for holdet