DEBRECEN (Ekstra Bladet): Det var en uhyre tilfreds landstræner der mødte pressen efter storsejren over Nordmakedonien. Efter en lidt haltende start blæste hans hold Nordmakedonien ud af banen.
- Jeg ved nu ikke, om det var en haltende start. Det var fordi, deres målmand gættede rigtigt tre gange. Jeg synes egentlig, vi fik spillet os til det, vi gerne ville, og så bliver vi lige taget på ydersiden er par gange. Ellers har vi god kontrol.
- Vi ville rigtig gerne tage et godt fundament i den defensive del og så arbejde ud fra det. Fra det sjette minut og frem til seks minutter før tid, scorer de vel ikke mere end 10-11 mål, så det var rigtig fint.
- Angrebsmæssigt synes jeg faktisk også, at vi gør det rigtig fint. Vi har kun syv tekniske fejl. Flot taget i betragtning af at vi spillede med nogen opstillinger, vi ikke har spillet så meget med. Det var en meget flot indsats af dem der spillede i dag.
- Hvad sagde du til Niclas Kirkeløkke, efter at han havde brændt de første tre skud?
- Bliv ved. Da der først kom hul på det, viser han også hvilket fantastisk skud, han har. De første tre var tre mirakelredninger, som man bare må glemme, og så ellers blive ved, for chancerne vi kom til, var rigtig gode.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det viser vel også, at han er blevet mentalt stærkere, at han efterfølgende bare bomber dem ind?
- Det er der ingen tvivl om. Det sker for mange af os med alderen, at man lærer nogen ting gennem sit liv og karriere. Det har Niclas også gjort. Han spiller i en klub, hvor der er pres på hver gang, og hvor man forventer meget. Det har helt sikkert også gjort ham stærkere.
- Hvad er du mest tilfreds med i dag?
- Defensiven. Vi dækker virkelig godt op. Stor ros til de tre inde i midten. En lille ekstra ros til Rene Antonsen, der virkelig kommer ind og gør det fremragende i begge ender af banen. Det var en fornøjelse at se, hvordan han bare kom ind og tog over efter Henrik Toft.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Men når man vinder med 10 mål, er der mange der har gjort det godt. Det er hele vejen rundt. Aaron Mensing kommer også ind og viser prøver på sin kunnen.
- Jeg synes Jacob Holm styrer spillet rigtig godt i dag, uden at komme for meget ind i det. Og når vi spiller nogen til ham, er han skarp, og jeg synes faktisk, han bliver uretfærdigt behandlet af dommerne i dag. De fløjter ham af alt for tidligt, hvor man så i den anden ende, at de mange gange får lov til at komme op på mange skridt, før der blev fløjtet. Det er synd, for Jacob får bragt sig selv i gode situationer, hvor der bare bliver fløjtet alt for tidligt.
- Men igen, der var mange ting, der var gode rent spillemæssigt Vi ville også gerne spare nogen folk. Det har været halvanden sæson, der har været hård ved rigtig mange. Nu har vi et par dage, og så håber jeg, at vi bliver fyldt godt op med energi og er klar til den første kamp i mellemrunden på torsdag.
- Vi ved først i morgen aften, hvem vi skal møde, så vi må væbne os med tålmodighed, siger Nikolaj Jacobsen.