Når Nykøbing Falster Håndbold lørdag møder Viborg HK i Håndboldligaen, er det med et nyt ansigt i truppen.
Louise Svalastog er pludselig blevet skrevet på holdkortet, efter hun overraskende har valgt at genoptage karrieren - og altså skrive kontrakt med falstringerne.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Vi har længe haft Louise Svalastog på ønskelisten i NFH, og vi tror bestemt at hun kan gøre en forskel for NFH i en sæson hvor holdet har været ramt af udfordringer indtil nu. Det glæder mig meget at Louise har sagt ja tak til at gøre comeback hos NFH. Louise har trænet med i et par uger, og det ser meget fornuftigt ud, udtaler cheftræner Jakob Larsen.
Det er halvandet års tid siden, nu 37-årige Louise Svalastog ellers stoppede karrieren som følge af problemer med et knæ. Da havde hun optrådt for København Håndbold i fire sæsoner og adskillige gange optrådt i Nykøbing foran et energisk hjemmepublikum.
Dem får hun nu fornøjelsen af at have i ryggen.
- Jeg glæder mig umådeligt meget til at have Danmarks bedste publikum i ryggen, når jeg tørner ud for NFH. Der har altid været en fantastisk opbakning fra lægterne til NFH – og at jeg nu får dem med mig, og ikke har dem imod mig er fantastisk. Derudover glæder jeg mig til at bidrage til holdet og igen få minutter på håndboldbanen og de 20×40 meter. Kærligheden til håndbolden er bestemt ikke blevet mindre, siger hun.
Aftalen gælder i første omgang resten af sæsonen. Men hun vil bestemt ikke afvise, at karrieren kan fortsætte efter det.
Det siger hun til TV 2 Sporten.
- Jeg har aldrig været i tvivl om min kærlighed til sporten, men den er absolut ikke blevet mindre af at have været væk fra den i en periode. Jeg går også med en trænerdrøm i maven, som jeg måske skal ud og prøve af på et tidspunkt. Nu skal jeg i første omgang spille igen - så må vi se, hvor længe kroppen kan holde, fortæller hun.
Louise Svalastog er oprindeligt fra Kolding og kom via barndomsklubben Kolding og Ikast-Bording til KIF Vejen, inden hun udviklede sig til en af dansk håndbolds største profiler i FCM Håndbold. De fire sidste år af hendes karriere (altså indtil nu) blev som skrevet tilbragt i København.
Hun har optrådt 75 gange for det danske A-landshold og deltaget ved tre EM-slutrunder (2006, 2014 og 2016) samt VM i 2011.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.