En VM-finaleplads og en plads til OL i Paris i 2024.
Ja - der var nok at juble over for det danske landshold fredag aften, der både kunne takke sig selv og Frankrig for de to gode nyheder.
Danmark gjorde selv arbejdet i VM-semifinalen mod Spanien, som de vandt med 26-23 og dermed sikrede sig en finaleplads.
I Stockholm sørgede Frankrig for, at Danmark heller ikke skal bekymre sig om en OL-plads, da de slog Sverige med 31-26.
Frankrig kvalificerer sig nemlig automatisk til OL, da de er værtsnationen, og det gør vinderen af VM også.
Skulle Danmark gå hen og tabe finalen, vil de stadig kvalificerer sig til OL, fordi OL-billetten vil gå videre til den tabende finalist, da Frankrig som nævnt allerede har en billet.
Nyheden om OL-billetten er naturligvis faldet i god jord hos den danske landstræner.
- Vi er mega glade for og stolte over, at vi allerede nu har formået at kvalificere os til OL. Det giver os en fantastisk tryghed og sikkerhed, og det er helt sikkert også en motivation for spillerne at arbejde hen imod. Så det er kæmpestort at være kvalificeret halvandet år før tid.
- Det giver noget ro. Vi skal ikke ud at spille nogle stressende kvalifikationskampe. Så der kan vi bruge tiden på at bygge videre på det, vi allerede er godt i gang med nu, siger Nikolaj Jacobsen til DHF.
Han ser desuden frem til at skulle møde Frankrig i VM-finalen.
- Det passer mig fint, specielt fordi OL-pladsen nu er sikret. Det var bevæggrunden for, at det var rigtig fint, det blev Frankrig.
- Det skal nok blive en spændende finale. Endnu en fysisk kamp, hvor der venter os et virkelig stærkt hold med nogle af verdens absolut bedste spillere, siger han.
Søndagens VM-finale spilles klokken 21 i Stockholm.