Danmark er allerede videre til mellemrunden ved EM-slutrunden med to dejlige point på kontoen.
Alligevel skal Nordmakedonien baskes mandag aften i den sidste indledende puljekamp.
Der er ikke meget på spil, men kan danskerne så risikere at løbe ind i et 'ligegyldigt' nederlag?
NEJ!
I hvert fald ikke hvis man spørger Ekstra Bladets EM-ekspert, Jan Pytlick.
- Det svarer til at tro på, at Titanic kommer sejlende igennem Øresund, siger Jan Pytlick med overbevisning i stemmen, inden han fortsætter.
- Nordmakedonien er en stor håndboldnation med stolte traditioner, og der venter Danmark et hold, som skal ind og redde deres ære. Et hold, som kommer med 110 kilometer i timen, siger Jan Pytlick, der igen understreger, han ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig et dansk nederlag, selv om Nikolaj Jacobsen med al sandsynlighed sparer spillere.
- Danmark er videre som etter med to point, så Nikolaj Jacobsen er nødt til at tænke i at få sparet nogle spillere i en turnering som forhåbentlig bliver rigtig lang, siger Jan Pytlick og nævner Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup og Rasmus Lauge som tre, der kunne få et hvil.
Hør hele Jan Pytlicks syn på kampen mod Nordmakedonien i tv-klippet øverst.
Danmark rammer mesterskabsbølgen
Danmark viste lørdag aften EM-storform, i hvert fald i anden halvleg, da Nikolaj Jacobsens tropper tævede Slovenien med 34-23.
Det vurderer Ekstra Bladets EM-ekspert, Jan Pytlick.
- Det er ekstremt vigtigt, at man finder mesterskabsbølgen, når man spiller store mesterskaber. Der synes jeg Danmark, efter kampen mod Slovenien, er på vej op på mesterskabsbølgen, siger Jan Pytlick og udpeger Niklas Landin, Magnus Saugstrup og Mathias Gidsel som de danske nøglespillere i afklapsningen af slovenerne.
Men også på trænerbænken har Pytlick kun ros til overs for den danske indsats.
- Det er ikke kun holdet, der skal ramme mesterskabsbølgen. Det skal træneren også. Nikolaj Jacobsen ramte i går den bølge. Han var utrolig skarp i sine dispositioner, siger en meget imponeret Jan Pytlick.
Se hele Jan Pytlicks vurdering af opgøret mod Slovenien her.