Klavs Bruun ærgrer sig før VM-premiere: Det dur ikke!

Alt andet er godt, men de danske håndboldkvinder har ikke ramt en gastronomisk germansk højborg under VM

Lars Jørgensen og Klavs Bruun ser alvorlige ud. Dog næppe på grund af den kulinariske standard på 'Das 53. Hotel'. Foto: Lars Poulsen
Lars Jørgensen og Klavs Bruun ser alvorlige ud. Dog næppe på grund af den kulinariske standard på 'Das 53. Hotel'. Foto: Lars Poulsen
Følg Håndbold

OLDENBURG (Ekstra Bladet): Svinekød med massiv fedtkant og grøntsager, der har begået kollektivt og langstrakt selvmord i kogende vand.

Kombiner det med et meget smalt udvalg ved buffeten og tilsæt lidt mere end en knivspids ’Stau und stockender Verkehr’ – kø og kø-kørsel – og du har en temmelig præcis beskrivelse af de kulinariske forhold på ’Das 53’ Hotel’ i Bad Zwischenahn, hvor det danske VM-landshold pt. lader op til en tidlig skæbnekamp mod Montenegro lørdag aften.

Det sker ikke til uddeling af et hav af kokkehuer…

Det er Klavs Bruun Jørgensen, der på pressemødet fredag eftermiddag i den ellers halv-idylliske landsby ved Zwischenahner-søen starter med at rose trænings- og spillehal, hotellet og værelserne, men:

- Maden halter en lille smule. Man er som arrangør nødt til at tage højde for, at det er elite-idrætsudøvere, der skal lade op til vigtige kampe, og så dur det ikke at servere svinekød med meget fedt på og grøntsager, der har kogt rimeligt længe, siger landstræneren.

Det danske landshold deler under den indledende VM-gruppe hotellet med trupperne fra Brasilien og Japan, der kun vil forlænge transporttiden rundt om den åbenbart sparsomme buffet, som danskerne var ene om at indvie, da de som det første hold indtog Dreiberger Strasse 21-23 onsdag aften.

Holdet bor 18 km fra spillehallen, hvilket ikke er noget problem i sig selv. Men bortset fra en bagerforretning på den anden side af vejen, er der sgutte meget leben i den minimale flække, og dermed er muligheden for at studere butiksruder definitivt skudt i sænk – med mindre man har voldsom trang til at stå og glo ind af et bagervindue.

Trine Østergaard er ikke helt tilfreds med kokkens kundskaber hjemme på hotellet. Desværre kan hun heller ikke spille VM-åbneren mod Montenegro. Foto: Lars Poulsen
Trine Østergaard er ikke helt tilfreds med kokkens kundskaber hjemme på hotellet. Desværre kan hun heller ikke spille VM-åbneren mod Montenegro. Foto: Lars Poulsen

Trine Østergaard bakker træneren op i et og alt.

I er godt nok røget ud på Lars Dünnscheisses mark, hva’?

- Det kan man roligt sige.

Bliver det godt eller kedeligt?

- Det bliver lidt kedeligt, og der bliver ikke så mange gåture som sidste år, da vi var i Sverige. Der var lidt mere at se, når vi gik ud af hotellerne i Malmø, Helsingborg og Göteborg, så det er da lidt kedeligt at bo herude.

Får I spat?

- Nej, ikke endnu. Men skulle vi bo her hele slutrunden, ville det påvirke en. Det kommer nok til at gå.

Er Klavs sart med maden, eller er du enig?

- Jeg tror ikke rigtigt, nogen er tilfredse. Maden har i og for sig været godt nok, men der er ikke så af den, og jeg tænker, at da vi de første par dage var her alene, var der ikke nok – så bliver det vel lidt presset, når vi er tre. Buffeten er meget lille, så man skal stå i kø i sygt lang tid, selv da vi kun var et hold. Det er lidt op ad bakke.

Men det er I vel vant til?

- Sidste år i Sverige og året inden i Danmark var det godt, men tidligere i f.eks. Serbien og Ungarn var det skidt.

Det er ejendommeligt, når I nu er sportsfolk, der skal præstere på højeste niveau…

- Ja præcis. Det er lidt frustrerende, når man spiser og spiser, men der er ikke næring i maden, så man bliver ikke mæt af den. Det ville virkelig gøre underværker, hvis vi fik god mad. Sådan er det ikke, det bliver jeg desværre nok nødt til at sige.

I må slæbe en kok med næste gang!

- Det har vi også snakket om. Vi kender alle hver især en kok, vi kunne tage med, men det bliver jo nok for dyrt.

Dansk landstræner irriteret over nye navne: 'Det bliver et andet hold'

Klavs Bruun i VM-form: Derfor er jeg stolt

Klavs Bruun lader en plads stå åben i sin VM-trup

'Jeg havde haft flere diagnoser, hvis jeg var barn i dag'

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers