Klavs Bruun efter debutsejr: Det er smukt med 70 frikast

- Vi skulle have vundet med 15, siger Klavs Bruun Jørgensen, der var glimrende tilfreds med holdets forsvar i sejren over Tyrkiet – og lover, at angrebsspillet kan poleres op

Klavs Bruun fik en fin debut som rtæner for kvindelandsholdet. (Foto: Ernst van Norde)
Klavs Bruun fik en fin debut som rtæner for kvindelandsholdet. (Foto: Ernst van Norde)

AARHUS (Ekstra Bladet): - Vi skulle have vundet med 15. Det eneste, jeg er utilfreds med, er, at vi har for mange løse afslutninger. Det er fint nok at vinde med ni, men hvorfor være tilfreds med det – vi kunne sagtens have vundet større. Når man kan det, skal man også gøre det!

Klavs Bruun Jørgensen fik sin debut-sejr mod et svagt tyrkisk hold og var grundlæggende tilfreds med sejren på 28-19. For lille – men trods alt en sikker gevinst.

Se også: Sikker dansk sejr over Tyrkiet

- Der vil sikkert være et par småting, jeg kan finde forsvarsmæssigt, men ellers synes jeg saft suseme, det var godt. Vi får sat rigtigt mange gode tacklinger ind og er dejligt aggressive, lyder landstrænerens skudsmål af de defensive bastioner.

- Selvfølgelig er det svært at måle sig mod et hold som Tyrkiet, men det sjove ved dem er, at spillerne er utilregnelige. Det er ikke nemt at læse, hvor de vil hen, og nogle gange tror jeg heller ikke, de selv er klar over det. De laver bevægelser, som topspillere ikke gør, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Det nye danske forsvar fordrer et hav af spilstop. Det kan blive noget abrupt at følge landsholdet på skærmen, men det er Klavs Bruun Jørgensen bedøvende ligeglad med.

- Det bekymrer jeg mig ikke specielt meget om. Jeg bekymrer mig om, hvorvidt vi vinder eller taber, og jeg tror på, vi kan vinde med det forsvar.

Og så er du ligeglad med, hvordan spillet ser ud?

- Det er ikke en bekymring, jeg har, nej! Og slet ikke de andres spil. Jeg synes, det er smukt, når man kan lave 70 frikast. Det er smuk håndbold set fra mit synspunkt.

Efter lang tids fokus på defensiven skal angrebsspillet også have en salgslakering inden VM om to måneder:

- Vi skal lige præcis arbejde med vores angrebsspil, som vi ikke har haft sindssygt meget fokus på. Men det er der, dansk kvindehåndbold har et problem, som jeg også noterer mig, når jeg ser liga-håndbold, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er et problem, at spillere tager chancer, hvor man tænker: Jamen, der VAR ingen chance. Hvorfor så tage den? Vi kan sagtens spille god håndbold, og hvor du måske kan klandre os for måske at blive match-spoilende defensivt, så er jeg til gengæld også helt sikker på, at vi kan blive en fryd for øjet offensivt. Hvis vi får styr på det. Og det tror jeg, vi gør.

- Vores kontrafase bliver ikke, som man har set det tidligere. Det bliver ikke kontra, kontra, kontra, det bliver højst sandsynligt meget anderledes. Vi vil nok have en første bølge, som vi ikke så meget til i dag, og andenbølgen kommer vi nok i perioder til at pille helt ud – alt afhængig af, hvem vi har på banen – men også for at undgå, at vi laver fejl der, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg er ret sikker på, at hvis vi angrebsmæssigt bliver mere koncentrerede og disciplinerede, så kan vi spille i et tempo, som de andre ikke kan følge med i, og så tror jeg, vi bliver rigtigt gode!

0 kommentarer
Vis kommentarer