Klavstrofobisk håndboldoplevelse efter nådesløs evaluering

18 dage til EM: - Vi er kommet styrket ud af det her, siger landstræneren, der efter et år i jobbet ikke vil garantere, at holdet står knivskarpt til EM i december

Fyr Klavs Bruun! Sådan lyder udmeldingen fra Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen. Hør mere her

AARHUS (Ekstra Bladet): Den sejr faldt vist på et tørt sted. Spillerne dansede rundt i en kæmpe klynge inde på bøge-parketten. Store smil, høje grin, masser af sved – og enorm lettelse.

Også mere, end en sejr på 33-17 over Portugal normalt vil være i stand til at generere.

Det har været 14 toughe dage i Odense, Tyrkiet og Aarhus. Ekstra Bladet kunne for 14 dage siden afsløre det flammende spiller-oprør på dagen, da truppen skulle snakke om benhårde evaluering oven på et kikset VM og en katastrofal OL-kvalifikation - og sidste mandag kunne TV 2 så dokumentere indholdet af spillernes nådesløse kritik.

Nu skilles de med en kæmpesejr over en af håndboldspillets miniputter, og der er næppe nogen tvivl om, at Portugal-kampen er den perfekte affyringsrampe for en god, lang sommer – langt væk fra et lækket brev og pressens nådesløse spørgsmål.

Samtidig har det vel været en ’oplevelse’ i sig selv at gå 14 dage op og ned af det træner-team, man nådesløst har naglet i en evaluering. Nærmest ’klavstrofobisk’…

Se også: Udskældt Klavs Bruun fik storsejr – over Portugal

- Vi har spillet en del af de her kampe, hvor vi egentlig gerne ville have haft større sejre – og i dag kommer den så som en slags forløsning, fordi vi får hul på det der med bare at score og skabt fine chancer. Så det var jeg rigtigt godt tilfreds med, siger Klavs Bruun Jørgensen i katakomberne under Ceres Park i Aarhus.

Klavs Bruun Jørgensen og holdleder Mette Vestergaard hygger sig - Kristina Kristiansen ser mere bekymret ud. (Foto: Anders Brohus)
Klavs Bruun Jørgensen og holdleder Mette Vestergaard hygger sig - Kristina Kristiansen ser mere bekymret ud. (Foto: Anders Brohus)
 

- Lige nu er det vigtigt for spillerne og for klubberne at få dem hjem og give dem noget ferie. De træner jo også videre i klubberne, og så har vi nogle planer i støbeskeen, hvor jeg kan få dem nogle dage, hvor jeg laver nogle månedlige træninger med så mange fra dette hold, som jeg nu kan – og så supplerer op med talenter. Der kan vi arbejde med individuel træning, siger den udskældte landstræner.

Man må så gå ud fra, at spillerne ikke blev sendt på landskamps-ferie med ætsende, ironiske kommentarer i stil med den, der er omtalt i evalueringen:

’Nu går det jo ikke at lægge sig to måneder på stranden!’

Det har de hårdt-arbejdende landsholdsprofiler nemlig aldrig gjort. Til gengæld har hver især i denne omgang fået præcise mål for, hvad de skal arbejde med og helst nå, når de giver sig i kast med håndvægte og alskens andre tortur-instrumenter i sommerens løb.

Ulrik Wilbek har fejlcastet Klavs Bruun Jørgensen, mener sportspsykolog. (Foto: Ole Frederiksen/Polfoto) Håndbold - 2. jun. 2016 - kl. 13:42 Efter spillerballade: Klavs Bruun er færdig!

- Målene er helt individuelle, og jeg regner med, vi tester spillerne igen i slutningen af august, hvor vi kalder dem til Odense, siger Klavs Bruun Jørgensen, der om de mange fejl i starten af kampen og generelt i første halvleg konstaterer:

- Jeg tror, der er mange ting, der fylder en del i deres hoveder lige nu.

Men trods alt en god sejr at gå på sommerferie med?

- Det er sejre altid.

I har kun 18 arbejdsdage op til EM. Hvad vil du prioritere?

- Det vigtigste er at spille holdet mere og mere sammen. Nu er vi begyndt at pejle os ind på, hvem vi skal satse på, og der kan sagtens blive suppleret op – og andre kan falde fra, siger Klavs Bruun, der netop har rundet et år i jobbet.

- Men grundstammen – især med nogle af de unge spillere som Anne Mette Hansen og Mette Tranborg – er jo helt klart værd at bygge videre på i fremtiden. Så kan det godt være, det ikke lige bliver til EM i Sverige, vi kommer til at stå knivskarpt. Men vi kommer i hvert fald til at arbejde den vej, og så må vi se, hvor lang tid det tager.

Se også: Skriget flænsede luften i Aarhus

Hvordan er temperaturen på holdet?

- Som vi hele tiden har sagt siden den mandag, hvor vi samledes og havde det første møde, har stemningen været rigtig god. Men det er som om, der ikke rigtigt er nogen, der vil høre efter. Jeg tror, de er lidt kede af, at der ikke bliver lyttet til det, der bliver sagt.

Men indholdet af deres evaluering kan man jo ikke diskutere…

- Jeg siger det igen: Jeg vil slet ikke kommentere den evaluering.

Har du på noget tidspunkt overvejet, om det her er umagen værd for dig?

- Det vil jeg heller ikke kommentere.

Undervejs ville spillerne ikke tale med TV 2, der transmitterede kampen i Tyrkiet i onsdags. Lørdag stillede to spillere – Stine Jørgensen og Louise Svalastog – sig til rådighed sammen med Klavs Bruun Jørgensen, mens resten af spillerne tog en slapper. Det annoncerede pressemøde blev aflyst på grund af svigtende interesse, men det var dog ikke spillerne, der stod bag.

- Vi så hvor få, der havde akkrediteret sig til kampen, og sammenholdt med den yderst beskedne interesse sidst, da vi spillede mod Rusland, tog vi det skridt, forklarer DHF’s presse-gesandt Alexander Elverlund.

Og interessen er bestemt ikke helt på niveau med den, der herskede i de gyldne tider – eller bare for at par år siden. Jyllands-Posten, Aarhus Stiftstidende, TV2 plus et par free-lancere var ud over Ekstra Bladet de eneste på presserækkerne denne søndag.

Den slags kan jo også blive et problem for et forbund, der gerne vil præstere – og trækker store summer på Team Danmark-kontoen.

Vi kommer altså også til at tale sammen under EM?

- Ja, I gør. Der har på intet tidspunkt været tale om, at vi ville boykotte pressen. Spillerne har bare haft behov for at slappe af ind imellem, og dette hold har behov for ro oven på alt det her. Så jeg synes, det er en helt naturlig reaktion, at man lige trækker vejret – især når man føler, at ting bliver fordrejet eller pillet ud af en større helhed, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Så forholdsvis meget uretfærdighed involveret?

- Næ, det siger jeg ikke overhovedet. Det eneste, jeg siger, er, at de har haft behov for ro.

Kommer I styrket ud af det her?

- Det har jeg jo sagt til dig en gang tidligere. Jeg er ikke i tvivl!

Se også: Davs Klavs: Mundkurv efter 14 hårde dages spillerballade

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere