Klodset: Landsholdsspiller glemte trøjen

Mads Mensah skulle være startet inde mod Tyskland – her er grunden til, at han måtte overlade pladsen til Rasmus Lauge

Jesper Nøddesbo i problemer i første halvleg, da Danmark fik prygl af Tyskland. (Foto: AP)
Jesper Nøddesbo i problemer i første halvleg, da Danmark fik prygl af Tyskland. (Foto: AP)

Mads Mensah skulle være startet på banen som playmaker, da Danmark lørdag eftermiddag spillede testkamp mod de tyske europamestre i Lanxess Arena i Köln.

Men hvad skete, da han lynede overtrækstrøjen ned efter nationalmelodierne? Den store holbækker opdagede til sin rædsel, at han havde glemt at tage den danske landsholdstrøje – han stod kun iført svedtrøjen!

Det er vel så tæt på at være landsholds-halvnøgen, som noget kan blive…

Foran 15.000 tilskuere til en kamp, der har været hårdt ramt af uheld. De tyske værter glemte, at hallen var lovet ud til de lokale ishockey-hajer, som ingen åbenbart regnede med til det tyske slutspil. Det skulle de have gjort, og pludselig måtte landskampen mod Tyskland rykkes fra fredag aften til lørdag eftermiddag – selv om 13.000 tilskuere havde sikret sig billetter!

Se også: Han sagde nej men opdagede, at han mente JA!

Derfra fortsatte ulykkerne: Danmark tabte efter en sløj forsvarskamp og en til tider rædselsfuld anden halvleg stort med 26-33.

For Mads Mensah betød den manglende trøje, at Rasmus Lauge pludselig skulle starte inde som spilstyrer, og det gjorde Flensburg-profilen godt. Hans EM blev ramt af tvivlrådighed tilsat sygdom, men denne lørdag eftermiddag spillede jyden lige så stærkt, som han gør til hverdag i Flensburg.

Danmark stillede uden Mikkel Hansen – og det kunne desværre ses. Kanonskytten med slangehugget fra Magdeburg, Michael Damgaard, fik chancen fra start, men udnyttede den slet ikke. Tre bummede og ind imellem forcerede forsøg – og så var det ud på bænken med ham efter 14 minutter.

Og minsandten god dag til Mads Mensah, der i mellemtiden havde fundet sin trøje!

Se også: Flensburg og Eggert svarer DHF: Vi har brug for pause

Gudmundur Gudmundsson fik prøvet adskillige konstellationer specielt i forsvaret, hvor meget lidt fungerede. Duoen Jesper Nøddesbo og Henrik Toft Hansen var ingen succes, endnu værre var konstellationen med Klaus Thomsen og Jacob Bagersted, hvor sidstnævnte ’lykkedes’ med at pådrage sig to udvisninger på 11 minutter.

Offensivt gik det ikke meget bedre. Michael Damgaard fik chancen igen i anden halvleg – desværre – men spillede helt forfærdeligt.

Kasper Søndergaard fik spilletid i starten af anden halvleg, men virkede også rusten i forhold til landsholdets koncept.

Danmark fulgte trods de defensive problemer med til 13-15 ved pausen, men måtte slippe i starten af anden halvleg – var bagud med tre-fire stykker i lang tid, men var ved 24-31 ti minutter før tid i alvorlig fare for en reel nedsabling.

Ikke godt blot seks dage inden den første OL-kvalifikationskamp i Herning mod Kroatien!

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere