Københavns håndboldkvinder færdige i EHF Cup

København tabte med 27-28 til Siofok i EHF Cuppen, der dermed slutter efter gruppespillet for københavnerne

København Håndbold er færdig i sæsonens EFH Cup efter gruppespillet.

Det står klart, efter at københavnerne på hjemmebane tabte til ungarske Siofok med 27-28 efter en fornem præstation fra det danske hold mod den forsvarende mester i turneringen.

Dermed kan København med en enkelt kamp tilbage i gruppespillet ikke nå andenpladsen i gruppen, der giver adgang til kvartfinalen.

Derimod kan Siofok, der har den danske landsholdsfløj Simone Böhme i truppen, glæde sig over, at sejren sikrer ungarerne avancement.

Københavnerne tabte det første opgør i Ungarn med 23-36 og var derfor klar over, hvad der ventede fra de forsvarende EHF Cup-mestre, da holdene gik på banen i Frederiksberg Hallerne søndag eftermiddag.

København, der skulle bruge en sejr for at holde liv i håbet om avancement, var uden ligatopscorer Mia Rej i truppen, men det var ikke mål, der manglede i kampen, hvor ingen af målmændene fik gjort sig bemærket.

Netmaskerne blafrede i begge ender, og blandt andre svenskerne Hanna Blomstrand og Linn Blohm scorede sikkert for hjemmeholdet, mens den kroatiske stjerne Andrea Kobetic hamrede bolden ind for gæsterne.

Første halvleg blev en jævnbyrdig affære, hvor de to hold fulgtes ad hele vejen til 15-15, som var stillingen ved pausen.

Anden halvleg fulgte samme mønster. Ungarerne bragte sig foran med én. København udlignede. Københavnerne kom foran, Siofok udlignede.

Københavns hollandske fløjspiller, Debbie Bont, var flyvende og lavede syv kasser på lige så mange forsøg, mens forsvaret stadig havde svært ved at få styr på Kobetic.

Først med under et minut tilbage af kampen lykkedes det for første gang et af holdene at komme foran med to mål i anden halvleg.

Desværre for hjemmeholdet, var det Siofok, der bragte sig på 28-26, og så hjalp det ikke meget, at Olivia Mellegård reducerede til sidst.

Senere søndag tabte også Herning-Ikast i samme turnering, da norske Storhamar sendte midtjyderne hjem med et nederlag på 24-26 efter 14-14 ved pausen.

Herning-Ikast var dog allerede sikret avancement til næste stadie af turneringen.

Michala Møller og Helene Fauske scorede begge syv mål for det midtjyske mandskab.

Se også: Stjernen vender hjem til Danmark

 

Se også: Van der Vaarts smarte trick: Bestikker hende med bland selv-slik

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere